Pastor emeritus Mads-Bjørn er en ivrig klummeskriver, der lader fantasien udfolde sig frit. Han husker de mange mennesker, han har mødt, fordi han ejer et sjældent socialt gen. Han interesserer sig for talrige emner, og når han går dybt ind i et emne, formår han at delagtiggøre andre i det, så læseren føler sig oplyst. Et langt liv med mange mærkværdige, ubehagelige og vidunderlige oplevelser bliver beskrevet i denne omfangsrige bog, der er opdelt i 4 dele.

Del 1: M-BJ fortæller om slægten og familien og en opvækst under besættelsen, om børnesprog, om barnets fascination af musikalske voksne, om hvad kommunister kan genkendes på, om fællesskabet i FDF og om den unge mands oplevelser på egen hånd i England og om Høng Højskole.

Del 2: M-BJ fortæller om teologistudiet på Københavns Universitet, om et studiejob med kortlægning af kalkmalerier og en begyndende systematisk rubricering af det indsamlede materiale på en af landets første datamater, om at være lærer på Emdrupborg Seminarium, om RAFs store flyopvisning efter besættelsen, om Danmarks flyvemuseum i Billund og de flytyper, han fik skrabet sammen som museumsdirektør, om museets deroute, om glæder og sorger ved præstegerningen ved Sct. Andreas Kirke i Gothersgade og kirken på Kommunehospitalet i København, om bevægelsen "Vandrer mod lyset", om orgelsamlingen i Sct. Andreas Kirke – alt sammen krydret med små, humoristiske klummer.

Del 3: M-BJ fortæller om pensionering, et lille fristed nær Sorø, 3 års arbejde som frivillig præst (med hustruen Marie som vigtig medhjælp) for danskere i Genève og andre storbyer i Schweiz, forskellige prædikesteder, om foredrag for konfirmandforældrene (!) om de forskellige reformerte bevægelser styret af  Calvin og Zwingli med beskrivelse af deres indbyrdes stridigheder og forskelle fra Luthers og katolicismens opfattelser (Nogle af disse religiøse ledere kan bedst betegnes som religionskrigere), om økumeniske gudstjenester, menighedsrådsmøder, bryllupper, en mærkelig flersproget samtale, baptisterier, udflugter til Frankrig, fascinationen af Rhoneflodens vilde strøm og en juleprædiken i Genève 2006.

Del 4: M-BJ fortæller om H. C. Andersen og Spaniens gensidige - temmeligt kølige - forhold, om Thorkild Ranums religiøse kunst, om arbejdet igennem 4 vinterhalvår som frivillig præst for den danske kirke øst for Málaga (atter med hustruen Marie som uundværlig medhjælp), om efterårets indledende gudstjeneste under åben himmel på en tidligere tærskeplads, udlandsdanskerne, spansk kontra dansk mentalitet, vandreklubben, prædikesteder, organister, hulemalerier, Garumanlæg, skønne steder i bjergene og fascinationen af kunst og krukker.

André Palsgård, februar 2022     Klik og få bogens sider frem som pdf-filer     Omslag      Side 1-350  

Om at skrive klummer

Kanon  Trykt i bladet "Nansensgade" maj 2004

Lomborg   Trykt i bladet "Nansensgade" juni 2004

Copenhagen Pride  Trykt i bladet "Nansensgade" september 2004

Gløgg   Trykt i bladet "Nansensgade" december 2004

Forår  Trykt i bladet "Nansensgade" Maj 2005          

Tivoli   Trykt i bladet "Nansensgade" juni 2005

Nytår  Trykt i bladet "Nansensgade" januar 2006

Kyndelmisse  Trykt i bladet "Nansensgade" februar 2006            

Salmer   Trykt i bladet "Nansensgade" juni 2006 - sidste klumme i bladet

Juleaften  M-BJ 2013

Sekularisme

Hellig3konger  

"Oxholmerne"  Mads-Bjørn Jørgensen, 2021

Bolsjer  I Det gamle Testamente læser vi om Josef, at han kommer i fængsel i Ægypten, fordi Potifars hustru lyver og påstår, at Josef har krænket hende. Hun fortæller nemlig Potifar, at "Den hebraiske træl, du kom med, kom ind og gjorde tilnærmelser til mig.  Men da jeg råbte højt, efterlod han kjortlen hos mig og flygtede ud". Da Potifar hørte sin kone fortælle, at hans træl havde båret sig sådan ad mod hende, flammede hans vrede op. Han satte Josef i fængsel, det sted, hvor kongens fanger sad indespærret, og så sad han der i fængslet. Potifars hustru løj, selv om budet lyder: ”Man må ikke lyve! Dog sker det, at livet lærer anderledes. For eksempel mener Fjodor Dostojevskij, at ”For at gøre sandheden mere sandsynlig, bør man absolut iblande en smule løgn". Tja!   
Mads-Bjørn Jørgensen 2021 

Julekassen   Mads-Bjørn Jørgensen, december 2021

Et vintereventyr  Mads-Bjørn Jørgensen, 2022

Middagsgæsten   At spise sammen er udtryk for et fællesskab, men det kan mere end det. I Det Gamle Testamente får profeten Gideon besøg af en engel, som han gerne vil invitere på middag, men englen siger nej tak. I stedet skal Gideon lægge maden på en sten, og så springer englen op på stenen, og både mad og engel forsvinder i et flammende lysglimt. Det kan godt være, at mennesker og guddommelige væsener spiser det samme dyr, men de spiser ikke de samme dele og de spiser heller ikke på samme måde. Gud ’spiser’ røgen fra offerdyrene, og mennesker spiser kødet. På den måde understreger offeret i Det Gamle Testamente, at Gud og mennesker har en relation til hinanden, men de er ikke ligemænd. Gud sidder ved højbordet, og mennesker hører til ved børnebordet. Hjemme hos os er det sådan at...
Mads-Bjørn Jørgensen, 2022 

En pakke med posten     Mads-Bjørn Jørgensen 2022

Her på kroen hos hinanden   Carmina Burana »Sange fra Beuren« er en omfattende samling af middelalderlig verdslig digtning, som er opkaldt efter klosteret i Benediktbeuren i Bayern, hvor samlingen efter mange års glemsel igen så dagens lys i 1803. 
Samlingen består af henved 320 sange, som er blevet samlet i 1200-tallet i Kärnten eller Tyrol, og som rummer eksempler på digte, også kaldet vagantviser, skrevet fra 1000- til 1200-tallet.på  middelalderlatin  og i mindre grad på middelhøjtysk og provençalsk.
I samlingen er der en hel del kærlighedsviser og nogle digte med moralske- og samfundssatiriske tekster. Hertil finder man enkelte drikkeviser og noget, der kan ligne sanglege. Studenter og vandrende munke og bortløbne præster, og andre løse fugle fortalte gennem digtningen om deres liv og færden på landevejene og på kroer og værtshuse, og hvor de nu i øvrigt færdedes. 
Den kunstneriske kvalitet er meget varieret, men det interessant ved vagantviserne er, at det er her i vor litteraturhistorie, man begynder at rime. Hverken de gamle romere eller grækerne kendte til at rime, sådan som vi kender til det i dag. Det var vaganterne, der lærte os at skrive digte med rim.
Her kommer et digt om livet på værtshuset. In Taberna sumus quando.  
Mads-Bjørn Jørgensen, maj 2022 

Oxbøl  I Juni måned blev Oksbøls gamle flygtningecenter åbnet som museum for sammen med den tilliggende kirkegård med sine mange fremmede navne at kunne fortælle historien om de 200.000 flygtninge, der kom til landet under krigen. Langt det største antal kom i de sidste krigsår til Danmark over Østersøen efter at være blevet drevet frem gennem de baltiske lande og de østlige dele af Tyskland af de russiske hære.   

Der opholdt sig igennem årene til stadighed 35.000 flygtninge i lejren i Oksbøl, og stedet var landets største flygtningelejr. Den blev nedlagt i 1949. Meget er blevet fortalt og skrevet om de forhold og de problemer denne flygtningestrøm skabte for det danske samfund, og nu kan man på museet i Oksbøl se, hvordan Danmark på sin egen måde fik krigen at mærke. 

Mit australske bekendtskab, Catheryn, har for år tilbage sendt mig en kort beretning, som er nedskrevet af nogle af hendes bekendte, der som drenge var på flugt for krigen og russerne og som endte med at tilbringe en længere årrække i Danmark. Jeg mener at denne korte beretning stadig kan have interesse og i øvrigt taler for sig selv.  
Mads-Bjørn Jørgensen, juli 2022

Månedsbreve til familie og venner fortsat:

Samtale om Søren Kirkegaard

Kære familie og venner.
Søren Kierkegaard  (1813-1855) blev begravet fra Vor  Frue  Kirke, og kirken var fyldt. Studenterne dannede kreds rundt om kisten, men repræsentanter for kirken, universitetet eller litteraturen var der ikke mange tilstede af. 

Stiftsprovsten E. C. Tryde  forestod den kirkelige handling, og efter højtideligheden blev kisten ført til Assistens Kirkegård fulgt af en stor skare. 
Efter jordpåkastelsen trådte lægen Henrik Lund frem. Han var Søren Kierkegaards nevø og ønskede at holde tale, hvilket Stiftprovst Tryde dog forgæves forsøgte at forhindre ham i. Af Lunds tale fremgik, at hans morbror havde været kirkens store modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde bemægtiget sig ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig og dermed ikke udviste nødvendig respekt. Efter nevøens mening var morbroren netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse. 
Stiftsprovst Tryde forlangte en undskyldning fra H. Lund, som han fik. Herudover fik han ham idømt en bøde på 100 rigsdaler.

Søren Kierkegaard undlod bevidst at lade sine ansigtstræk forevige; hans udseende, mente han, ville blot distrahere eftertidens læsning af forfatterskabet.
I en periode mod slutningen af sit liv blev han uden at vide det dagligt iagttaget på sin spadseretur i Københavns gader af den unge grafiker H. P. Hansen. Fra sit vindue i en høj stue eller mezzaninetage tegnede H. P. Hansen ham fra en let skrå vinkel. Kierkegaard er sommerligt klædt med bredskygget hat og uden overfrakke.
Blyantstegningen er udført enten i 1853 eller i 1855, der var den 42-årige filosofs sidste sommer. Det formentlig vellignende portræt, der var i privateje indtil 1984, findes på Frederiksborgmuseet.

Ectio prima in quotidianis Latinis pro Septentrionariis grata est, ut postea Romae et Lazio habitandi permittat.
Sede et tace!
Servus Mons venit postea cum vino et gaudet.
Plures locutiones hodie discemus quae adhiberi possunt in adiunctis in quibus auctoritas tua agere debet;

Oversættelse:
Kære venner og familie                                                 Rom: August 1080
Velkommen til første lektion i hverdagslatin for nordboere med henblik på senere erhvervelse af opholdstilladelse i Rom og Latium.
Sæt jer ned og ti stille! 
Slaven Mons kommer senere med vin og dadler.
I dag vil vi lære en række udtryk, som kan komme i anvendelse i situationer, hvor man skal optræde som en autoritet.

Pinkve homo:  ”Fedt mand”.   fed, homo, agnus, laridum;  som sb.: pingue -is, n. = fedt.
Accipere ut pileus aptet      ”Få så hatten passer”;  pīl(l)eus - en romersk hat, rund filthue;  accĭpio -cēpi, -ceptum, 3. [verbum: capio] - at få,  får, i ond betydning;  apto 1. [aptus]  passer til.
”Nugae farcimis”: Pølsesnak.
”in piscem ibat”: At gå i fisk.
”Lutulente bene” Skide godt og det endnu mindre høviske udtryk:
”Mihi in anum curre”: Rend mig i røven (blandt finere folk: numsen)  

Mads-Bjørn Jørgensen, september 2022

Laban
 
Kære venner og familie. 
I første Mosebog hører vi om skabelsen, Adam og Eva og Paradisets Have og slangen og syndefaldet. Og vi møder Abraham og Kain og Abel og Noahs ark og hører om Babelstårnet, behøver jeg at nævne mere?   

Godt, så lad os gå til Anden Mosebog med historien om drengen, der driver afsted på Nilen og bliver plejebarn hos prinsessen, men som sætter sig op imod Farao og plager ham, så Moses til sidst får lov at føre israeliterne over det Røde hav, og selv går op på bjerget og får tavlerne og moseloven og fortsætter ørkenvandringen og til sidst kommer ind i det forjættede land, ja det vil sige, det er Josua der fører Israliterne ind i Kanaens land – bibelhistorie, ja bibelhistorie et formidabelt fortælleværk.

Og videre, i Anden Mosebog møder vi Jacob, der snyder sin storebror Esau og får deres fars, Isaks, velsignelse ved at klæde sig ud, som var han lodden som sin bror Esau, hvis navn betyder lodden - han der som tvilling kom først til verden, fulgt af Jakob, der holdt fast i sin brors hæl, hvoraf det hebraiske navn. Yaacov/Jakob betyder "Hæl-holder". 

Og tro mig, historien fortæller videre, at det er deres mor Rebekka, der snyder både den ene og den anden - en frygtelig historie – og Gud holder med hende. Jamen hvad skal man sige – de kunne, de gamle!

Og Jakob møder Rakel ved brønden, og yndig ser hun ud, og Jakob kan ikke lade være, han må kysse hende, og han køber hende af hendes far Laban, der er hans morbror, for syv års arbejde. Læs selv videre, hvad der hændte i denne slægtshistorie, inden den kommer som TV-drama med dem, du ved godt, i hovedrollerne.

Mads-Bjørn Jørgensen, oktober 2022. Teksten har i en kortere form været trykt i bladet "Nansensgade" juli 2005. 

Jesu barndom - Et apokryft skrift tillagt apostlen Thomas

Kære venner og familie.
I Det Nye Testamentes fire evangelier Mattæus, Markus, Lukas og Johannes er der ikke meget at hente vedrørende Jesu’ liv fra fødslen, til han fremstilles i templet som 12-årig.
Der opstod imidlertid over tid en række fortællinger, der omhandlede tænkte begivenheder i Jesu barndom, og som blev beskrevet i nogle apokryfe skrifter.
Omkring år 180 citerer biskop Irenæus (125-200?) af Lyon således fra nogle skrifter, der omhandler Jesu barndom, og som påstås at være skrevet af apostlen Thomas.
Irenæus afviste disse tekster og fastholdt, at kun de fire kanoniske evangelier kunne betragtes som autentiske. Beskrivelserne i Thomas’ barndomsevangelium levede imidlertid videre, selv om teksterne blev erklæret kætterske af andre kirkelige personer som for eksempel Eusebius af Cæsarea. Skriftet, der har gnostiske træk, blev en inspirationskilde til Selma Lagerlöfs Kristuslegender (1904).
Foruden at beskrive episoder fra Jesu barndom indeholdt teksterne tillige en beskrivelse af Jomfru Marias liv, og i takt med den stigende mariadyrkelse fik hun en stadig mere central placering i historien.
Bogtrykkeren Gotfred af Ghemen udgav i 1508 en dansk udgave, der betragtes som en af de første danske folkebøger. Heri skildres Jesus som en dreng, der både kan udføre mirakler, men også som en person, der straffer sine fjender hårdt. Denne udgave er skæmmet af, at der ikke er megen tegnsætning, så man kan løbende komme i tvivl om, hvor sætninger begynder og hvor de slutter. Ved reformationens indførelse i 1536 blev bogen forbudt, og der gik omkring 200 år, før den igen blev tilladt. Senere blev den genoptrykt i forskellige udgaver. Jeg har brugt et slags arkaisk sprog i gengivelsen af det gamle danske.
Mads-Bjørn Jørgensen, december 2022

En qlumme om prædiken


Kære venner og familie.
Det blev engang fortalt - uden malice - at en professor emeritus, navnet glemmer vi, blev inviteret til at aflægge besøg hos en ung præst, der som student igennem en årrække havde siddet professorens lærestol nær, og som slutteligen efter flere års studeringer havde erhvervet sig en kandidatgrad. Denne ”gamle” student, der var kommet i godt embede, ville nu glæde sin gamle professor med et weekendophold på landet. 

Det blev bestemt, at besøget skulle finde sted den søndag, som hedder 1. søndag i trinitatis, og efter megen snak om gamle dage blev det, inden telefonen blev lagt på, bestemt, at professoren skulle hentes ved toget lørdag kl. 10 og skulle blive weekenden over til aftentoget søndag. 
I løbet af lørdagen blev det efter en del overtalelse fra præstens side og efter - sandt at sige - halvhjertede vægringer fra professorens side bestemt, at denne - stærkt smigret -  skulle overtage søndagens gudstjeneste. 

Et problem stod dog tilbage, før beslutningen kunne føres ud i livet. Professoren havde hverken medtaget kjole eller krave, og selv om man var enige om, at det kunne gå an at bestige prædikestolen i civil, så mente professoren, at uddelingen af nådemidlerne, brødet og vinen, måtte kræve ornat. Nu var det så heldigt, at de sagen omhandlede personer af skikkelse og tyngde var meget lig hinanden, så præsten fik straks den lyse ide, at professoren kunne låne den nu ledige præstekjole, som hang rede i skabet på præstens studereværelse.

Dagen oprandt, og efter en aftens arbejde med teksten til 1. søndag i trinitatis, gik de to gejstlige over den grusbelagte gårdsplads og fortsatte med en del nik og hilsner her og der videre ind i kirkens præsteværelset, hvor messetøjet hang klar på bøjle. Præsten fortsatte ind i kirken og tog plads blandt menigheden, som i et beskedent antal havde placeret sig på deres vante pladser, og som usikkert under småsnakken samt med en vågnende interesse for, hvad der nu skulle ske, kunne iagttage, at præsten jo sad deroppe på den første bænk. I sakristiet havde graveren imidlertid hjulpet professoren med kjolen og kraven og derefter diskret trukket sig tilbage for at give plads for en stille bøn. 

Tilfældigt og i distraktion mærkede professoren i præstekjolens højre lomme et stykke sammenfoldet papir, som han uvilkårligt og uden bagtanke forsigtigt trak op af præstekjolens lomme. Efter at have foldet det ud og glattet lidt på det, placerede han det på det lille bord ved siden af lampen og de forskellige andre sager, hvorefter han med brillerne på deres rette plads læste, hvad der stod på den lille seddel: 

Lidt om Guds kærlighed og Kristi ord på korset  -  ellers som sædvanligt.

Mads-Bjørn Jørgensen, januar 2023

Jeppe Aakjær (1866-1930) var født og voksede op på en fattig gård i landsbyen Aakjær syd for Skive. Han måtte tidligt ud at tjene, men han klarede sig godt i skolen og kom siden på højskole og tog i 1886 præliminæreksamen fra Blaagaard Seminarium i København. På seminariet var Jeppe Aakjær en ivrig debattør, som deltog i flere demonstrationer rettet mod Estrups styre. Efter at være vendt hjem fra hovedstaden som socialdemokrat, fortsatte han med sit politiske arbejde. Men Salling var ikke det tolerante København, og snart blev det for meget, og Jeppe Aakjær blev anklaget for revolutionær virksomhed og stillet for retten i Viborg og dømt til at tilbringe sytten dage i fængsel.

I 1893 giftede Aakjær sig med forfatteren Marie Bregendahl (1867-1940). De bosatte sig i København, men ægteskabet var ikke lykkeligt, og efter syv års samliv gik de hver til sit. Aakjær var i mellemtiden blevet student og cand.phil., og nogle år efter skilsmissen vendte han tilbage til Salling. Her giftede han sig med billedhuggeren Nanna Krog (1874-1962) og blev medejer af gården Jenle, hvor han boede til sin død i 1930.

På Jenle på halvøen Salling nord for Skive arrangerede Aakjær en årlig folkefest, der samlede flere tusinde mennesker. Fremtrædende repræsentanter for politik og kultur mødte frem, og tilslutningen kan ses som et udtryk for den store folkelige yndest, digteren Jeppe Aakjær opnåede i sit liv. Sammen med forfattere som Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø og Johan Skjoldborg fik Jeppe Aakjær et folkeligt gennembrud. Blandt hans kendte sange hentet i samlingen ”Rugens sange” fra 1916, finder vi ”Ole sad på en knold og sang”, ”Hvem sider der bag skærmen”, Spurven sidder stum bag kvist”, ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Nu er dagen fuld af sang”, og blandt disse folkekære sange møder vi Kjørmes–Knud, den strenge vinter, i sangen om sneflokkene, der kommer vrimlende”. 

Jeppe Aakjær skrev i 1904 romanen "Vredens Børn", der satte sindene i kog over hele Danmark. Mange kritiserede Aakjær, men mange andre fik øje på de elendige forhold, tyendet levede under, og I 1907 nedsatte man en tyendekommission med bl.a. journalisten Peter Sabroe, der skulle se på forholdene. Kommissionens arbejde betød, at Tyendeloven blev ophævet i 1921.

Mads-Bjørn Jørgensen, februar 2023

Krigens børn
Kære Venner og familie.
Lidt om krigens børn. Min sidekammerat i anden klasse hed Penti, og han huskede stadig den finske vinterkrig. Han lærte mig at sige KIITOS. Det betyder: Tak.

Mads-Bjørn Jørgensen, marts 2023

Blæst
Kære venner og familie.
Lidt om vejr og vind og lidt om ODYSSEUS.

Mads-Bjørn Jørgensen, juni 2023

Suffolk får
Kære venner og familie. Ole sad på en knold og sang / Tralalalala / Tralalalala. Får og beder omkring ham sprang / Tralalalala / Tralala

Mads-Bjørn Jørgensen, juni/juli 2023

Vi skal flytte

Kære venner og familie. Man spidser pennen og gør sig sine tanker om, hvordan det skal gribes an. Opgaven føler vi overvældende, selv om vi har prøvet det før, men altså:

Mads-Bjørn Jørgensen, oktober 2023

I kald og stand