Retur til Orgelnodebøger udgivet på eget forlag
J. N. Sand Lauridsen: Præludier for orgel til advent, jul og påske
J.. N. Sand Lauridsen: Præludier for orgel til advent, jul og påskeKlik på Hele bogen for at se de enkelte sider i pdf-format, der kan printes.

J. N. Sand Lauridsen med cerut og Bach-noder fotograferet i datterens hjem i London i begyndelsen af 1960erne. Freskomaleriet i baggrunden (med engle med sorte ansigter) er malet af svigersønnen, kunstmaler André Hevezi. Alle vægge i 2 af parrets stuer var dekoreret med freskomalerier, der var udkast til et større udsmykningsarbejde bestilt af kejser Haile Selassie til en ny kirke i Etiopien (Foto: Knud Sand).
Forord
Jens Nicolai Sand Lauridsen blev født i Hee Sogn 26. juli 1884 som søn af
boelsmand Knud Lauridsen og hustru Ane Elise Kristiansen. Hans læselyst og
videbegær førte til optagelse på Jelling Seminarium, hvorfra han blev
dimitteret i 1905. Han søgte derefter ind på Th. Langs Realskole i Silkeborg,
hvor han var lærer i årene 1905-1916. Fra 1915 var han sang- og musiklærer
ved Silkeborg Kommunes Mellem – og Realskole.
Citat fra Silkeborg Avis 14. Februar 1958: "Første
gang, jeg hørte orgeltoner, var i Hee ved Ringkøbing i 1896. Det var ikke
nogen fremragende organist, der spillede, men tonerne gik bogstaveligt talt lige
igennem mig, og jeg hviskede for mig selv: "Organist – det vil du
være".
J. N. Sand Lauridsen spillede i forvejen violin, men da han i 1902 påbegyndte
undervisning i orgelspil, faldt det snart væk. Han modtog undervisning hos
Arthur Allin i Århus og Josef Hammermüller ved Sct. Ansgar Kirke i København.
Han tog organisteksamen fra Københavns Organistskole i 1916, men allerede fra
1907 var han organistvikar ved Silkeborg Kirke. I 1912 blev han fastansat
organist ved Silkeborg Kirke. Han fungerede samtidig som organist i
Valgmenigheden. I 1915 blev han tillige kantor ved Silkeborg Kirke. I 1922 var
han på studieophold i orgelspil i Leipzig hos organist Günther Ramin.
Ansættelsen ved Silkeborg Kirke ophørte, da han som 75-årig søgte sin afsked
i 1959. J. N. Sand Lauridsen døde i 1964.
J. N. Sand Lauridsen gjorde en stor indsats for musiklivet i Silkeborg. Gennem en årrække fra 1911 sad han i bestyrelsen for musikforeningen, og gennem mange år ledede han de kommunale koncerter. Han var tillige en skattet musikanmelder for "Aftenposten"s læsere.
I 1912 giftede han sig med Elly Kristine Jensen, født i Udstolpe på Lolland 2. juli 1889. De fik 3 sønner og en datter.
Kompositionerne i denne nodebog har været trykt før og er
hentet fra følgende 3 udgivelser:
1) I 1924 udgav J. N. Sand Lauridsen på eget forlag et nodehefte med 3
"Jule-Præludier for Orgel eller Harmonium over kendte Salmemelodier".
2) I 1925 udgav hans studiekammerat fra seminariet, Oluf Ring, på Vilhelm
Hansens Forlag "Børnenes Harmoniumskole", der på sidste side
indeholder harmoniumskolens sværeste stykke, nemlig J. N. Sand Lauridsens
"Koralfiguration" over "Vær velkommen, Herrens Aar". I
forordet takkes J. N. Sand Lauridsen for velvilligt gennemsyn af bogen.
3) I 1928 udgav J. N. Sand Lauridsen på eget forlag "7 Præludier til
Paasketiden for Orgel eller Harmonium". De er i denne nodebog fordelt på
advent og påske efter salmebogens indeks.
J. N. Sand Lauridsen har skrevet melodier til en række sange
og salmer – bl. a. sange, der indgår i højskolelærer Peter Jacobsens
samling "Syng dig glad". Han har efter sigende også komponeret en del
koralforspil, men det har ikke været muligt at finde efterladt, håndskreven
kirkemusik hos hans slægtninge og efterkommere, ej heller på Silkeborg
Lokalhistoriske Arkiv, der takkes for stor hjælpsomhed.
De fleste af de foreliggende kompositioner kan valgfrit spilles på instrumenter
med eller uden pedal. Mange af dem vil gøre sig særlig godt som triospil.
J. N. Sand Lauridsens søn, apoteker Knud R. Sand, takkes for tilladelse til
denne nodeudgivelse.
Audiolog og organist Niels Morsing og overlæge og organist Sven Winther Topp
takkes for værdifuld rådgivning og korrektur.
Søborg, oktober 2001 André Palsgård
Indholdsfortegnelse
Advent:
Præludium
over "Vær velkommen, Herrens Aar"
side 5
Præludium
over "Glæd dig Zion, glæd dig Jord"
side 6-7
Præludium
over "Fryd dig, du Kristi Brud”
side 8
Jul:
Præludium
over "Det kimer nu til julefest" side 9
Præludium
over "Fra Himlen højt kom Budskab her"
side
10-11
Præludium
over "Velkommen igen, Guds Engle smaa" side
12-13
Præludium
over "O, du Guds Lam" side 14
Præludium
over "Gak under Jesu Kors at staa"
side 15
Præludium
over "Krist stod op af Døde"
side 16-17
Præludium
over "Stat op, min Sjæl, i Morgengry"
side 18-19
Præludium
over "I Dødens Baand vor Frelser laa"
side 20-21