Jeg er født i 1944.
Min barnevogn havde trækaleche,
men det har muligvis ikke haft betydning.
Her er mine ungdomsdigte -
på godt og ondt -
fra årene 1961-68.
Mit kunstnernavn var dengang
André Palsgård Jensen.
Det begyndte med ordpusleri med sidemanden i frikvarteret i gymnasiet,
fortsatte som alternativ til min store interesse at tegne pibemodeller - i
historietimerne - til evt. senere hjemmebygning i bruyèrerod.
Snart blev digteriet en livsnødvendig del af min tilværelse.
Der var blandt andet vrøvledigte, remsedigte, kryptiske digte,
kærlighedsdigte, moraliserende digte, episke digte, romantiske digte,
matematiske digte, kemiske digte og antidigte.
Tandempibe designet i historietimen.
Mærkelige
ting
og
feber-
fantasier
Digtsamlingen
er kun delvist nummereret.
Derfor har jeg her valgt
at ordne digtene
efter emnekredse,
sådan som det fremgår af
indholdsfortegnelsen.
Klippen Jeg sidder på en klippe
- nej, klippen, det er mig.
Jeg skuer ned i dalen,
som åbenbarer sig
i dybgrønt - skabt af marker,
hvis grænser flyder ud.
Langt borte ligger bjerge
- de vogter på min dal.
Og under mig, men oppe
i rummets kæmpehal,
en lille sky sig breder
- gråblå og gennemsigtig.
---
Jeg sidder vist og drømmer
her på en køkkenstol.
Det grønne gulv er dalen
langt nede under mig.
Og bjergene langt borte
er lysblå køkkenborde,
mens skyen, som jeg elsker
- den er så let og glad -
den skabtes af min pibe
og mine læbers sug.
Koksopbæringsdrengens tanker.
Sol og furede træstammers tryk.
Mægtige, milhøje træstøtter.
Usikkert fundament.
Dybe, brasende fald.
Af småbitte kim fremskød nyt liv på
halvfortæret alderdom.
Nye fald.
Den hævede skat.
Den sortglinsende juvel.
- Sukkersødt på anden
vis.
Sorte mænd i mørke huller.
Trækvogne og svedende mandkøn.
Sol.
Gråblegt skin i kælderrum.
Fnysende drenge i sorte dyb,
uvante med sortheden.
Rygen og fygen.
Raslen og skovlen.
Trappevarme.
Valuta.
Ovnkalorier.
Identitet:
Båndjag Det du ønsker er ikke dette
Dette jag for at få spillet al
god musik ind på bånd
At spole frem og tilbage
høre det indspillede
begynde forfra
Spille én komponists plader ind
på ét bånd
Én periodes musik ind på et andet
Huske at der er en udsendelse i radioen
Hæsblæse båndet ind på den ene spole
Fat i det andet bånd
Komme forsent til udsendelsen
Eller blive forhindret fordi nogen
skal have ro
Dette båndjag går mig på nerverne
Men hvad er det da jeg vil?
Jeg ser hen til den dag hvor jeg kan
sætte et fuldkomment bånd på optageren
sætte mig i min stol
og i ro og mag lytte til
urets stille gang.
Identifikation Jeg ejer mere end én ting.
Det er mit alt dette.
Dette gamle skrammel og disse
dejlige sager.
Jeg har noget at identificere
mig ved.
- Jeg er lykkelig en gang imellem.-
Selv de ting der er købt i forretninger
fortæller mig om mig skønt de
slet ikke bærer mit navn.
Ingen ejer den sammensætning af
købte ting som jeg har.
- Jo indimellem er jeg lykkelig.
- Når jeg tror jeg har fundet ud af
hvem jeg er.-
I min hule Plydsbetrukken flade
udhulende sig til rum.
Centralt udgående
mørke stråler,
hvis skabelsescentrum
ligger forskudt
i denne deltilværelse.
halvdøende stjerners livgivende fred
sløvende de skarpe skygger.
Røg stigende op fra det håndgribelige
-det, vi tror at forstå.
Printede tegn på rent papir.
-Blad på blad.
-Og alt dette flydendesammen
uden at blandes.
Januar 1962.
Kommentar: Dansklærerforeningen ville muligvis - af hensyn til de yngre
generationer - forklare, at hovedpersonen ligger i en sofa med bog og pibe og
kigger ud på nattehimlen, mens kakkelovnen sender sine varmestråler ud i
rummet. Undskyld, hvis jeg undervurderede læseren! AP, 2001 Retur
Kastanier KASTANIER
-JOVIST VED JEG
HVAD KASTANIER ER.
I SYDEN ENGANG
LÆRTE MINE LÆBER
AT KENDE
SMAGEN AF DISSE SALTE
STIVELSESFADE NATURLEGEMER.
MEN DE VAR
- DISSE -
SAMFUNDISERET.
- ELLER FOR AT SIGE DET
MED EKSISTRENDE ORD:
KONTROLOPDYRKET
- GJORT BRUGBARE FOR ET SAMFUND.
BEHANDLET
SÅ AT ANDRE
KONTROLDYRKEDE CELLEHOBE
KUNNE OPTAGE DEM I ORGANISMEN.
- MEN JEG KENDER OGSÅ
RIGTIGE KASTANJER.
SOM DE FINDES DER
HVOR LIV ER OPRINDELIGT
- HVOR DET IKKE KAN INDPASSES
I KOORDINATSYSTEMER
- ELLER I HVERT FALD
IKKE ER BLEVET DET.
-DÉR ER KASTANIERNE MED PIGGE PÅ.
MAN MÆRKER DET LETTEST
HVIS MAN TAGER OPSTILLING
UNDER ET TRÆ.
- SELVFØLGELIG PÅ ET PASSENDE
TIDSPUNKT
- NEJ, IKKE NETOP
MELLEM ELLEVE OG TOLV
MEN F. EKS. OM EFTERÅRET.
MAN LÆGGER ALPEHUEN
SÅLÆNGE
- ELLERS MÆRKER MAN KUN STØDET_
NU DERIMOD
HAR MAN MULIGHED
FOR AT FÅ ET FINT RESULTAT.
HVAD FORMÅLET ER?
- MAN LÆRER AT KENDE
DET VIRKELIGE LIVS
ELSKELIGE UBØNHØRLIGHED.
- AT DET GØR ONDT
NÅR EN
- IØVRIGT FREDELIGT INDSTILLET -
KASTANIE
GIVER SLIP PÅ SIN STILK
OG BORER SINE PIGGE
IND I HJERNESKALLEN.
DET ER LIVET.
MEN KUN EN SJÆLDEN GANG
FÅR DU RESULTAT.
DA
KAN DU FRIGØRE DIG
FRA DIN SAMFUNDSFALSKHED
- ELLER GLEMME DIT RUBRICEREDE NYTTELIV.
DA
SKÆLVER DIT ASFALTHJERTE.
BORTE ER
SOCIALLOVGIVNING
HØJHUSE MOTIORVEJE
BØRNEPLEJESTATIONER
SEX OG PLEJEHJEM FOR ÆLDRE.
ALT DET BLIVER TIL INTET.
DER EKSISTERER KUN ÉT FOR DIG:
DEN NATURLIGE
SANDE
HÅRDE
VIRKELIGHEDS
JUBLENDE
FRYD.
LARM
Larm,
Larm,
dirrende og frekventerende larm.
Larm, der henriver,
altopslugende larm,
der udsletter jeg'et
og dog fremhæver det.
- Lader det mærke,
det er et jeg.
Bare et jeg.
Et motor-jeg.
Et jeg,
der med hver eneste nerve
kun sanser
den rå lyd af dirrende metaldele.
- En lyd,
der kun overdøves
af benzin-eksplosionerne. -
Man har set den rå benzin
blive hældt på,
har hørt slangens hårde mundstykke
slå mod tanken.
Eksplosionerne er sat i gang.
Metallet er kommet i svingning.
- Alt dette rå og unaturlige -
sommetider kan man trænge til det.
- At blive fuldstændig overdøvet
af sit eget værk
- sin egen vridning af gashåndtaget.
- Og så mærke denne larm
forplante sig op igennem rygmarven
og gøre sig til ét med den
- denne forglemselens
og dog nuets
larm.
nej nu nej nu
nu må jeg
nu eller -
NejNejNej
nej jeg -
nustraks
jeg
åh
jegmåøjeblik
ellerjegsprænges
åh-------------------------NU
nulykkedesdet
atskriveetdigt
Naturmennesket
Jeg har set en mand gå op ad en bakke
ved Furesøen mellem bøge skønne.
Hans mave var trind og dellet hans nakke,
hans hud lyste hvidt i det grønne.
Han var iført en stok og så ikke mer'.
Han var blegfed som ingen anden.
I en skov, der er grøn, og hvor solen ler,
hvor jeg vented' det mindst, så jeg manden.
Vrøvl om forfatterens far Min fader er en buksetrold
med slaskebukser på.
Han stammer helt fra hedenold,
hvor barndomshjemmet lå.
Han fødtes som en elefant
med mægtig snabel på,
og det, jeg nu siger, er helt,
helt sandt:
I elefantbukser ses han gå. -
Min tilværelse
At opvarte og passe
hysteriske gamle damer
der er alt for raske
i mundsprækkeområdet
men meget syge under dynen
er den lod
jeg har fået
i dette liv.
De ligger i deres lagner
og sveder eller defæcerer
og forlanger at blive rettet på
vasket
blive lagt anderledes
få trukket for
få trukket fra
få koldt vand bragt
ny natskjorte på
få blomster smidt ud
og det samme ved B.T. fra igår
få spejl og kam
serviet og lommetørklæde bragt
etc. etc.
Jeg gør det troligt
i den rækkefølge
hvori ordrerne kommer.
Men jeg kan ikke gøre tingene rigtigt.
Nej natsygeplejersken hun kan.
Der er ingen mening i
at vi skal plejes
af sådan en ung mand
der ikke kender noget til noget.
Jeg løber for dem
og sommetider fra dem
ud på gangen
ind til andre syge damer
som jeg synes bedre om
fordi de også er syge
hvor snakketøjet sidder. Juli 1964 Retur
Isvand
vistikkenej
med vandvognen vås
tørster så mange da
roser blomstrer end under tørke
villedavilleogud
roser dør under tørke
vistikkenej
støvet lægger sig
så mange drikker dug
endmere stråleurin
villedavilleogud
Jernklumpen Den homogene masse
lå - eller sad
- jeg ved ej hvad -.
Dens rum var af form som en kasse.
(Måske du vil sige ved første blik,
at den er trist, men det holder ej stik).
- Bag fladerne: Stilfærdig og sval;
men ude - dér,
hvor masse ej er,
stod en sky af luftformigt metal.
Heraf kan du lære,
at hvor
stilhed sig sænker,
hvor der er intet,
og hvor intet
sker,
kan der ske ting,
som ej du dig
tænker,
fordi du er blind
og intet ser.
Væsken,
som jeg skuer uden læsken,
er blå eller klar.
Krystallet
hopper frem som kaldet.
Væsken bli'r det va'r.
Det svinger
frem og tilbage i min finger.
Det slipper med et plump
og sætter sig i væsken på sin gump.
Det ruger lidt
og sluger lidt
af kosten, der er vand.
Det vokser nu så godt, det kan,
og brister så i latter.
Det sprækker sig
og rækker sig,
det maser
og det fjaser
og ler og vokser atter.
Det kror sig
og snor sig,
når væsken på det pikker.
Det breder sig
og spreder sig
og står op, hvor det ligger.
Et molekyle vand vil ind,
men et vil også ud.
Krystallet fredes i sit sind,
da det herom får bud.
Det lægger sig og hviler sig
og sover stille hen.
- Det døde legeme er ej
krystallets legemsrester, men
et nyt stof opstod i dets sted,
da det så roligt døden led.
September 1962
( NB! Til forsøget kan f. eks.bruges
væske bestående af 1 del vand og en del natronvandglas og krystaller af
ferriklorid
eller
væske bestående af kuprisulfatopløsning og krystaller af
kaliumferrocyanid. I dette tilfælde vil det dannede stof være
kupriferrocyanid).
Jeg kender Jeg kender en pige
hvis pupiller er fantastisk store.
Hun slipper hele verden ind gennem dem.
Hun lukker sin ømhed ud af dem.
Hendes hår kranser symmetrisk hendes uskyldige ansigt.
Men næsen og hagen holder vagt og beskytter uskylden.
Hendes mund er både varm, troskyldig og forstandig.
Den er farlig, thi den skifter ansigt om jeg så må sige.
Hvis hun lå med feber og jeg kom til hende som natlæge
ville jeg spørge, mens jeg så hende dybt i øjnene,
om frøkenen havde indtaget galnebær.
Nå ikke - jeg tænkte - hm - pupilstørrelsen.
Heldigvis er jeg ikke natlæge.
Hendes far vil gøre alt for hende.
Det ville jeg også, hvis jeg var hendes far.
Heldigvis er jeg det ikke.
Hendes mor ville græde bitre tårer,
hvis hendes datter ikke var hjemme juleaften.
Det ville jeg også, hvis jeg var hendes mor.
Heldigvis er jeg det ikke.
Hendes ven ville gå i tusind stykker
eller lægge sig hen i en mørk krog,
hvis han ikke måtte se ind i disse pupiller,
mærke den smalle munds varme,
blødgøre den forstandige hage med kys,
holde om hendes runde hale.
Det ville jeg også, hvis jeg var hendes ven.
Heldigvis er jeg det.
Igår var hun en depressivert,
en sørgerist,
en lille sortklædt glædesfjernert.
Idag er hun en euforist,
en fjasert, sjovvert, skæggert,
svippert, svumlegøg og lækkermås,
en lille munterøje, en pjattet bukselumskert,
en dejlig brunstert,
der gør mig svimleglad og Susefjumret.
Hun er en lille damert, en rigtig
lille kvindesvajjert;
en sortvippert og rødmundert,
en lille fjæsemaler og tungerækker,
en herlig
tummelumser, tøsepjattert, gassegås og charmegris.
Det er hun idag.
Alt det hun var igår
- det sagde jeg ikke til hende.
Konvergens Lad os sætte, at du
har et mål.
Du nærmer dig dit mål
ad den valgte vej.
Når du nogensinde dit
mål?
Det er et spørgsmål.
- Et spørgsmål om
bevægelsesteknik.
Kan du bevæge dig
således,
at du når dit mål?
Lad os se lidt nærmere
på dette:
Målet ligger et ganske bestemt sted
- er kort og godt bestemt ved et tal.
Den linie, du bevæger dig ad,
har du - formodenlig! - lagt gennem dette punkt.
På denne linie, der går gennem punktet
- eller rettere: Som punktet - dit mål -
ligger indenfor
- på denne linie markeres dit punkt
med en blyantstreg
vinkelret på bevægelseslinien.
Ved denne handling har du begrænset
antallet af muligheder
for dit punkts beliggenhed.
Du mener at vide, hvor det ligger.
Eksakt ved du, at punktet ligger
inden for det kvadrat, der indeholder
en del af din bevægelseslinie og
en del af den vinkelrette
markeringsstreg.
(Det forudsættes, at begge linier
er markeret med samme stregtykkelse.
Men ellers lå punktet inden for et rektangel).
Lad os nu sætte, at du uden videre
kan gå vejen til grænsen
af det kvadrat, indenfor hvilket
dit mål ligger.
Du mener at have bestemt, hvor dit
mål ligger,
men du tager fejl.
Du har kun en ganske lille viden
om, hvor dit mål ligger.
- Nemlig inden for kvadratet.
Da får du en idé:
Hvis du nu bruger en blyant med
mindre stregtykkelse!
Du markerer først bevægelsesretningen,
derefter punktets markeringsstreg.
Og så er du lige vidt.
Du har nu blot bestemt dit mål
lidt nærmere
- en uendelig lille smule nærmere.
Du ved kun, at dit mål ligger
inden for dette nye kvadrat,
hvis areal er lidt mindre end
det forudgående.
Du bliver febrilsk.
Bruger tyndere og tyndere blyanter.
Deler ind og deler ind:
Kommer nærmere og nærmere dit mål,
men når det aldrig.
- Du bruger dit liv på det.
Lad os sætte, du var et geni.
Du ræsonnerer således:
"Stregtykkelsen skal gøres så lille
som overhovedet muligt. Hvis vi gør
stregtykkelsen lig nul, vil vi kunne
få dannet et kvadrat, hvis areal
er lig nul og altså er et punkt.
- Punktet!
- Målet!"
Men en stregtykkelse på nul
er det samme som ingen streg.
Hvordan vil du opfatte skæringspunktet
mellem to linier, der ikke er til?
- Linierne er selvfølgelig til
- lige som det uendelige rum er til,
men med dine mangelfulde sanser
kan du ikke opfatte noget,
der ikke er markeret
- noget, der ikke er bragt på symbolets form.
En streg uden stregtykkelse afbildes
ikke på din nethinde, - du opfatter
den ikke, - du tror ikke, den er til.
Men alligevel tror du på målet.
- Det mål, der er skæringen mellem
de to linier, hvis eksistens du benægter.
Er det ikke lidt selvmodsigende?
________________
Vi vil nu se på et banalt og letforståeligt
eksempel på konvergens.
(Vi mener, at det vil bidrage
yderligere til forståelsen hos
den læser, der med interesse har
læst første del, og den, der ikke
hidtil har forstået noget, vil - ved
at læse dette eksempel - i hvert fald
have en følelse af, hvad konvergens er).
Lad os sætte, at du er lækkersulten.
Lad os sætte, at du kun har begrænsede,
økonomiske midler.
Lad os sætte, at du kan lide
(først og fremmest selvfølgelig)
1) Hot-dogs
2) Romkugler
3) Soft-Ice
Lad os endvidere sætte, at dit behov
i dette tilfælde ikke gælder drikkelige varer
(det ville blive for omstændeligt).
Lad os så se lidt nærmere på dit behov:
Lad os sige, at du trænger til
noget iskoldt, der er knasende som en pølse at bide i og som smager lige
som romkugler.
Allerede nu kan man se, hvor
omfattende dette eksempel ville
blive, hvis vi tog drikkevarer og andre spiselige ting end de allerede
nævnte med.
Da pengeforrådet er begrænset,
må du nøjes med kun at købe noget af det, du ønsker.
Dit behov bliver altså ikke tilfredsstillet.
Hvis du har penge nok, kan du
købe alle tre ting,
men da du kun kan spise én ting
ad gangen, og da dit behov gælder
noget spiseligt, der har alle
tre egenskaber (nemlig en af
pølsens, en af romkuglens og en
af isens) og vel at mærke i et
ganske bestemt forhold (som du
ikke kender) - bliver du aldrig
tilfredsstillet.
Selv din livret konvergerer kun imod
(d.v.s. er ikke)
det, du ønsker,
men fordiden af alle retter kommer
nærmest ved idealet,
kalder du den din livret.
Alt, hvad jeg her har meddelt,
konvergerer også kun imod,
hvad jeg ville have meddelt,
hvis jeg kunne have betjent
mig af tankeoverføring eller
snarere følelsesoverføring.
Men det lader sig jo ikke gøre.
I mange - ja, i næsten alle - af
livets forhold gør konvergensen
sig gældende.
Det være sig i forholdet
mand - kvinde eller voksen - barn
- ja, udtrykt i én sætning:
I forholdet mellem mennesket og dets omgivelser.
Da nogen forståelse er bedre
end ingen forståelse,
og da mere forståelse er bedre
end mindre forståelse,
må mennesket
- skønt det ved, dets mål er
uopnåeligt, fordi det ligger
uendeligt langt borte i forhold til
den hastighed, hvormed mennesket
bevæger sig (eller rettere sagt
i forhold til den hastighed,
hvormed mennesket kan skifte
sine blyanter ud med endnu mere
tyndtskrivende blyanter)
- må mennesket gå den slagne vej
og være lykkelig for hver
milliontedel
og tiendedel milliontedel tomme,
det kan komme nærmere målet.
Vernix casaeosa (for en sprød mandsstemme) Vernix casaeosa
er det huii
det fee
det er det
det er det er det er det er -
(orgelmusik, dæmpet)
det hudfedt
det fedtlag
der dækker det endnu ufødte
barnszZZzzs
(orgelmusik, fuld udblæsning)
ydre legem
(orgelmusik toner ud)
(mørk mandsstemme konkluderer)
det er
ja det er
vernix caseosa
MYSTICISME
DER FOREGÅR TING,
VI INTET ANER OM.
ET FRANSKBRØD SLÅS HÅRDT
MOD EN STYRTHJELM.
VI KENDER INTET TIL FORMÅLET.
DET LYDER HULT.
EN STYRTHJELM HAR ET EVIGT
BEHOV FOR UDFYLDELSE.
DEN ELSKER SIT HOVEDE
- ELSKER DET OG SAVNER DET
I SIN ENTRÉ.
ET FRANSKBRØD SLÅS HÅRDT
MOD EN STYRTHJELM.
STYRTHJELMEN SAVNER,
MEN HVAD GØR FRANSKBRØDET,
DER BLIVER SLÅET I ENDESKIVEN?
Mon der virkelig ER sket noget?
Kan sådanne ting forekomme?
JEG HØRTE FRANSKBRØDET KLAGE SIG,
MEN DER MÅ HAVE VÆRET EN TREDIE
PERSON TILSTEDE,
THI STYRTHJELMEN UNDSKYLDTE
SIN HÅRDHED MANGE GANGE.
- SIKKERT ET MENNESKE,
DER HAR VÆRET PÅ FÆRDE.
ALTID ER DET SÅDAN NOGLE,
DER LAVER DE GALE STREGER
OG BEDRØVER OMGIVELSERNE.
-MON FRANSKBRØDT BLIVER ÆDT BAGEFTER?
- STYRTHJELMEM HAR ALLEREDE
GLEMT ALT.
- DEN TÆNKER FORELSKET
PÅ SIT HOVEDE.
En pustende nattevind ryddede rendestenen for papir i
det øjeblik, de lukkede sig ud af døren, der træt af at leve
pressede sig ned mod sine hængsler, der kun med en enkelt eller halvanden skrue
var fæstnet til cykelskuret, der i halvmørket lignede en ond mand med en sixpence, der truer med at falde ned over
øjnene, der vildt og ondskabsfuldt stirrer ud i den klare natteluft, der er så
uhyggeligt klar, at den på stedet kan finde på at udkrystallisere sig i
knaskrystallinske octaedre, polyedre og hvad vi ellers har lært af
krystalformer i skolen, der gjorde, hvad den kunne, men ikke formåede meget,
fordi vore tanker var andre steder, f. eks. ved et cykelskur, hvor to
menneskelige væsener i nattens mørke trækker en cykel ud, lukker døren og
giver sig til at pumpe slangen, der er punkteret på en tegnestift, men iøvrigt
er er perforeret af alderdom og fugt, der skyldes cykelskurets manglende evne
til at holde vand ude, men som trods alt kan holde luft en kort stund efter, at
den er blevet pumpet, også selvom der på den er to mennesker, der har placeret
sig på den behageligste måde og nu med fire fødder på pedalerne lader sig
transportere ud til byporten, igennem denne, og efter at have nået voldgraven
drejer ned langs denne ad en lille sti, der er halvt tilgroet og lugter stærkt
af kamilleblomster og andet, som vi ikke ønsker at definere nærmere her,
skønt den blanding af dufte, der er resultatet, er højst ejendommelig og også
berører vore to hovedpersoner, der stiger af cyklen, kaster den i voldgravens
dyndboblende vand, griber hinanden om liv og hals, vender de blege ansigter mod
månen og med måneskyggen af en stor gren under deres næser udkaster disse ord
i den krystalklare æter:
Rødviolet, diamantbesat
mig tindrer stjernen i øjet
- både gynged på Kattegat
- dybt er min tanke fortøjet.
Solfordybet, mørkeræd
står purken i dørens skjul
- kvinder lå i en bunke og græd
- verden er ensom og hul.
Idag er solen igen gået ned
- den nedsænkes dag efter dag
- lystigt perled soldagens sved
- glasset blir tømt i ét drag.
Vinden kryber langs mur og hæk
- bølger slår imod strand
- tyven drukned sig i en bæk
- alt forsvinder bag kimingens rand.,
hvorefter de slipper hinanden, fisker cyklen op af dyndet og cykler tilbage
gennem byporten.
14 guldkorn(Af "75 gode råd til en ung kvinde") 1. Gode råd er dyre - vend derfor hellere vrangen ud af dem fremfor at
kaste dem bort.
2. Træd på speederen, når bunden er nået.
3. Før nålen med fingeren, når du spiller. 4. Løft hovedet, når du er træt af at bøje det. 5. Hold hjertet varmt, sålænge du kan holde hovedet koldt.
6. Smil til verden, men slug den ikke.
7. Kast aldrig afklipne negle på gulvet - du risikerer at snuble over dem.
8. Hold din sti ren og kast sneen over, hvor gærdet er lavest.
9. Lugt til lavendler - det giver rene tanker.
10. Smil, men spræk ikke.
11. Smil ikke - det giver hikke.
12. Hellere håret ned af nakken end brachycephalos nudus.
13. Hånd i hanke med ord og tanke.
14. Hellere én blist bagpå hos værtinden end hele selskabet på hårde
træsæder. December 1965
Retur
Remser:
Onkel Kegle
Onkel Kegle
bider negle
lige som hans storebror.
Han vil ud på vand at sejle,
men må ikke for sin mor.
Fingrene han gnaver på,
neglene han sluger rå.
Når man si´r, han ska´ la´ vær´,
gnaver han på sine tæer.
FEDTEPETER
FEDTEPETER
FEDTER FOR
FEDE FREDES
FULE FAR.
FEDE FULE FREDES FAR
FEDTER MED
EN FEDTEMAD.
FALDER FEDTEMADEN FRA
FARENS FEDE FEDTEFINGRE
KAN MAN HØRE FREDE SKINGRE:
"DET KAN VÆRE LIGEFEDT!".
Fiskerne langs Køge å
Fiskerne langs Køge Å
glemmer helt at huske på,
at når man vil fiske,
må man ikke hviske.
Å, de laver vældig støj,
mens de fisker fiskemøj.
De vil ha´ en mødding
til køkkenhavegødning.
Kender du det høje
Kender du det høje,
det utroligt følelige
på grænsen af ikke-eksistens?
Kender du det, der har vinger,
hvis slag ikke fornemmes?
Vinger,
der arbejder på det kraftigste
uden en lyd eller bevægelse.
Kun mærker du vindpresset.
Har du fundet det i religionen,
eller tror du, det er i dig selv
skønt i utilstrækkelig mængde?
Er du psykoanalytiker,
fordi du tror,
at du derigennem
kan finde løsningen
og kan trække det høje og uforklarlige
ned på det forklarliges plan?
Tror du, alt stort er åndeligt,
og det åndelige lig dine egne sjæleprocesser?
Tror du, din del af det høje bor
i dit bryst eller i din baghjerne?
Måske gør den, ja, det gør den utvivlsomt,
thi uden den var du ikke et menneske.
ÅH ÅH
JEG ER SÅ LYKKELIG SÅ LYKKELIG
SÅ SJÆLEGLAD OG HØJT TIL HEST
JEG ER SÅ GLAD FOR JEG ER MIG
OG GLÆDEN ER MIN GÆST
IGÅR
VAR JEG TIL SKOLEBAL
ÅH SIKKEN DOG ET SKOLEBAL
MED PIGER DER TOG LANGE SKRIDT
TOG KORTE SKRIDT OG TWISTETRIN
OG DRENGE DER LÅ HALVVEJS HEN
AD GULVET I EKSTASE
MED TWISTESVED PÅ PANDEN
SELV
DANSEDE JEG OGSÅ LIDT
JEG GIK EJ BAG AF DANSEN
MEN DISSE PIGER SOM JEG SÅ
NÅR JEG MIG SINDIGT DREJED
DE MOREDE MIG ALLERMEST
MED DERS LANGE TWISTEBEN
OG DERES TYNDE BØJEKNÆ
JEG
GIK FØR TIDEN MENS MIN STEMNING
ENDNU VAR PÅ HØJDEN
JEG ER JO GAMMEL NU
JEG SÅ DET HELE UDEFRA
JEG BLEV EJ SKUFFET OVER
KT ÉN JEG HAVDE UDVALGT
EJ VAR TIL AT KOMME NÆR
FOR JEG UDVALGTE INGEN
JA ALLE DISSE PIGER
DE VAR MIG LIGE FJERNT
OG DERFOR ENDNU KÆRERE
DE DANSEDE OG SPARKEDE
MED HÆLENE I GULVET
OG VRIKKEDE OG KIGGEDE
PÅ HAM DE SYNTES OM
Begrænsning
man leder og famler i mørke
efter oprigtighed godhed og skønhed
man finder omsider
man tænder lys
og da opdager man skranken
skranken mellem én selv
og det
man søger
Lede
åh jeg kan ikke holde ud
al denne borgerlighed
inden i migselv
og ved mig
restenil og let nedtrykthed
inaktivitet og sovesyge
det er frygteligt
jeg er kun mig
jeg ønsker at skyde ud af migselv
noget nyt må gro frem
ellers svarer jeg ikke længere for noget
jeg har engang kunnet føle
skovens blide dugstilhed hjalp mig
jeg huskede det igår
hvor jeg så et skovbillede
udført af en gammel følende maler
jeg kunne have grædt
jeg vil aldrig kunne føle skoven som før
jeg må finde noget andet
jeg elsker det billede af skoven
jeg har i mig
jeg er bange for at det udvikler sig
til et banalt glansbillede
hvad skal jeg gøre
hver morgen står jeg op
hver aften tager jeg restenil
der mangler noget i mig
alt hvad jeg ikke forstår
er jeg modstander af
instinktivt hader jeg
hvad der ligger uden for
min begrænsning
jeg trækker linien tættere
og tættere omkring mig
tilsidst kan jeg kun
ernære mig ved min egen hule skal
Den evige drøm
Du drømte - ja, men så er drømmen virkelig,
for drømme bliver golde, når de drømmes om,
men denne drøm blev drømt og drømt. Uendelig
den var, men stadig smuk og sand den til mig kom.
Det lille malerlærred
Mit stykke lærred er hvidt og firkantet.
På mit stykke lærred vil jeg male et træ.
Jeg ser på mit lærred i ny og næ
og tænker: Måske det endu ej er plantet.
Mit stykke lærred venter hvidt og ensomt.
Træet står i skoven, det er dækket med sne.
Stum er bækken, man hører den ej le.
- Vinterens ishånd har kvalt det lille træ. -
Mit stykke lærred har tabt sit hvide skær.
Nu sig tegner som en kræftplet på dets flade
det døde træ, den slanke stamme, de finde blade.
Tiden er gået, mit lærred bort er smuldret.
jeg vil mig rejse og bære rammen bort, -
Angst
Jeg er bange.
Se rædselen griber mig.
Jeg finder ingen løsning.
Iaften hørte jeg
i de halvmørke gader
bravissimoråbene
fra de små
konfirmationsramte hjem.
Jeg så for mig
de mange stakkels fædre
med alkoholduggede øjne
rindende af sentimentalitet
og for megen væske,
den svedende pande
og det krammede lommetørklæde,
der sitrende tørrer den over,
- alle de stakkels fædre
der nu skal sende
deres døtre og sønner
ud i livet
med en festlig
og højtidelig tale
- tilpas højtidelig
uden at være tårefremkaldende.
Jeg så for mig
de mange unge
der nu generte og rødhovede
lod hurraråbene sile
ned over de høje pander:
Og mit hjerte krympedes i angst.
Jeg er bange.
Kan intet forstå.
Jeg så for mig
den hele familie
- store onkler
og milde -
temmelig uvedkommende -
tanter -
klinke og skåle og vrøvle
til den unges ære
- til ære for den unge mand eller kvinde
der endu kun uklart
er skabt i deres hjerne.
Vilkårligt
tager de den højtidelige maske
af og på
uvidende om
hvad der rører sig bag
høje pander.
- Nu rungede det lange hurra.-
Omvurdering
Jeg troede
skoven
stod for min skyld.
- Ploven står stille nu -
Jeg troede
verden
strakte sig eftr mig.
- Smerten er tilbage nu -
Jeg troede
altet kom til mig.
- Pjaltet er min sjæl nu -
Skoven var ikke grøn.
Dens bløde bladbund
tog ikke imod mig.
Skoven var skøn,
men hvid og utilnærmelig.
Jorden lå hen.
Solen syntes i sin majestæt
for ophøjet
til at beskinne det jordiske.
Solen er min ven.
Et strålebundt
brød gennem mørke graner
og lysnede den mørkebrune sti.
Granfulde højdedrag sås for mit øje
indhyldet i letblå tåger,
beskinnet af den flimrende materie
- varm, givende og mest af alt ukønnet.
Før nægtede min hjerne at forstå
omgivelsernes neutrale aktivitet.
Nu ved jeg,
at selvom skoven ikke står for min skyld,
selvom også andre glæder sig ved dens pragt,
glædes den ved at se mig.
Knas Knas. Lad mig høre det knase. Lad mig kvæle alle disse bæster, der
ødelægger vort liv. Hent mig ...*) eller en anden popidiot. Hent mig en
af al denne banalitets formidlere. Giv mig et reb. Eller en hammer. Lad
det knase. Hent mig hoben af bikinipiger. Lad mig klæde dem på. Lad os
se andet end stormagasinske voksfigurer på gaden. Lad os se kvinder. Lad
mig høre createurernes og rekordtidsfilminstruktørernes kæbeben give
sig under hammeren. Hent mig mr. ...*). Skån ham, men giv mig hans pen.
Den skal knase. Hans papir skal tages fra ham. Måske kan man få et
ærligt menneske ud af ham. Nej, hellere: Ræk mig hammeren! Lad os få
ryddet af vejen. Hent samtidig reklamefolkene og alle de andre, der
fordummer os samtidig med, at de i os skaber kæmpers behov. Oceaner af
behov i alle retninger. Hent mig dem allesammen, og jeg vil sørge for at
få dem ekspederet.
Da vil verden være til at leve i. Men måske er der ingen mennesker
tilbage?
*) Slettet af internetcensuren 2001 p. g. a. risiko for
injuriesøgsmål.
Natur!
Natur!
Jeg vil skrive dig et digt
om skønhed, mørke graner, lysgrønt græs
og andet sligt.
1. O, du skønne natur
i grønt og purpur!
- sludder -
Forfra.
1. O, du skønne natur i Dannevang!
Min lunge
må udsjunge
- må udbryde i sang:
2. Dine brune søjler,
dinne skønne piller,
dine vævre øgler
- sludder -
2. Din helhed
- din enhed
vækker følelser af æstetisk
art.
Min trang
- den æstetiske - det er klart
-
stilles i skoven i Dannevang.
- Vrøvl -
3. Se dig omkring!
Her ligger spændende ting!
- O, du naturens store
skraldespand! -
- Hist ved søens rand
skimtes i breddens gule sand
en fedtet pøsemad,
som ejeren ikke æde gad,
en gammel taske,
dåser og æsker,
en knust flaske
( af dem med indhold, der
læsker),
en hel avis,
som ser tvivlsom ud.
- Her har været en gris
med en olieklud.
4. Den lille granlund
er fyldt fra sin bund
til øverste spir
med gammelt papir.
Det skjuler buske,
og hvem kan nu huske,
hvordan skov så ud, da skov
var ren?
Ækelhed og uhumskheder
dækkes skoven af - MIN VEN -
Fugle bygger ikke reder
på en losseplads som den.
5. Søndag: Olsen er nu kommen med sin øl og
ostemad.
Olsen elsker skoven, slikker
solskin, er lidt lad,
smider dit og dat, knuser
flasker og er glad.
---
Olsen har nu fået sig sit
hårdt tiltrængte hvil.
Skoven har han sagt farvel, da
den var svinet til.
Dollargrinet ganske tomt er,
det må ikke få en plet,
men alli'vel syn's jeg, Olsen
bør i orden kun få slet.
______________________________
O, du natur i Dannevang!
Jeg mente dig det så godt,
da jeg begyndte på min sang,
dit dække hæmmed' mig blot.
Du selv er nedenunder, du skal vide, jeg ved af det,
men det er meget svært at skulle abstrahere fra det.
EN SEN AFTEN. FRUGTBARE TANKER VEKSLER
MED TOMME. MEST TOMME. EN STEMME LYDER
I HULHEDEN: ALT SKAL KATALOGISERES, ALT MÅ KATALOGISERES, HUSK DET MIN
DRENG,
HUSK DET MIN DRENG, husk det min dreng
. . . (lavere, forsvinder i intet) . . .
DET SKAL GÅ HURTIGT. INTET MÅ NÅS, ALT
SKAL KATALOGISERES - HVAD, DER IKKE FØR
ER KATALOGISERET, MÅ KATALOGISERES NU.
-også intervalindsnævringer - - - .
DET SKAL ALTSAMMEN KATALOGISERES, ka-
talogiseres . . . ALT skal . . . og nu . . . husk
det min dreng . . . husk det nu . . . husk . . .
MEN ER DET NØDVENDIGT? I SKOVEN GØR
MAN DET DA IKKE, DER LEVER MAN . . . lever
. . . i motorstøj, motorstøj . . .
Hvad skal det til? . . . MOTOR, motor . . .
. . . jern, der arbejder i jern, hvor er
den gale mand, der har indført den nye
måde at leve på? Eller er han der ikke?
. . . LEV OG KØR; KØR OG LEV . . . KØR IKKE,
BLIV GAMMEL, DØ!
ALT skal katalogiseres. SELV MENNESKER
KATALOGISERES OG SÆTTES PÅ DERES PLADS
I MEKANIKKEN. - MEKANIKKEN - RÅJERN, FLYDEN-
DE, FORMET, SAT SAMMEN, IKKE ANDET, ikke
andet, ikke . . . andet. . . OG ALLIGEVEL, alli-
gevel . . har den magt, den har magt over
os, vi er i dens magt. DET må du aldrig
glemme . . . det skal du huske, min søn . . .
HUSK DET NU, min dreng, husk det nu, min
dreng . . . HUSK det og glem det ikke.
VISION UDEN NAVN (læg mærke til, hvor blødt
visionerne glider over i hinanden
og lader associationerne udfolde sig frit).
------------------------------------
Skødesløst slukøret vandrede jeg
gennem de nordlysbestrålede gader.
Cykelskurtagenes blårøde fangarme
greb i et genskin af uhygge
efter den ensomme vandrer. -
Lygtestanderens skyldhvide glans
kastet i vildrede, strøet i mørke.
Lyset når aldrig den storladne
højhed, jonosfæren kommer ej nær. -
Mugne plankeværkers problemer
kan mig ej vildlede, -gennem det
mørke landskab glider jeg som i en cyklus. -
Aldrig jeg ender. Mine tanker er fnug i mørket.
Solen kan nå dem, men da bliver de borte.
----------------------------------------------
Efterår -61
Retur
