Del 1: M-BJ fortæller om slægten og familien og en opvækst under besættelsen, om børnesprog, om barnets fascination af musikalske voksne, om hvad kommunister kan genkendes på, om fællesskabet i FDF og om den unge mands oplevelser på egen hånd i England og om Høng Højskole.

Del 2: M-BJ fortæller om teologistudiet på Københavns Universitet, om et studiejob med kortlægning af kalkmalerier og en begyndende systematisk rubricering af det indsamlede materiale på en af landets første datamater, om at være lærer på Emdrupborg Seminarium, om RAFs store flyopvisning efter besættelsen, om Danmarks flyvemuseum i Billund og de flytyper, han fik skrabet sammen som museumsdirektør, om museets deroute, om glæder og sorger ved præstegerningen ved Sct. Andreas Kirke i Gothersgade og kirken på Kommunehospitalet i København, om bevægelsen "Vandrer mod lyset", om orgelsamlingen i Sct. Andreas Kirke – alt sammen krydret med små, humoristiske klummer.

Del 3: M-BJ fortæller om pensionering, et lille fristed nær Sorø, 3 års arbejde som frivillig præst (med hustruen Marie som vigtig medhjælp) for danskere i Genève og andre storbyer i Schweiz, forskellige prædikesteder, om foredrag for konfirmandforældrene (!) om de forskellige reformerte bevægelser styret af  Calvin og Zwingli med beskrivelse af deres indbyrdes stridigheder og forskelle fra Luthers og katolicismens opfattelser (Nogle af disse religiøse ledere kan bedst betegnes som religionskrigere), om økumeniske gudstjenester, menighedsrådsmøder, bryllupper, en mærkelig flersproget samtale, baptisterier, udflugter til Frankrig, fascinationen af Rhoneflodens vilde strøm og en juleprædiken i Genève 2006.

Del 4: M-BJ fortæller om H. C. Andersen og Spaniens gensidige - temmeligt kølige - forhold, om Thorkild Ranums religiøse kunst, om arbejdet igennem 4 vinterhalvår som frivillig præst for den danske kirke øst for Málaga (atter med hustruen Marie som uundværlig medhjælp), om efterårets indledende gudstjeneste under åben himmel på en tidligere tærskeplads, udlandsdanskerne, spansk kontra dansk mentalitet, vandreklubben, prædikesteder, organister, hulemalerier, Garumanlæg, skønne steder i bjergene og fascinationen af kunst og krukker.

André Palsgård, februar 2022     Klik og få bogens sider frem som pdf-filer     Omslag      Side 1-350  

Om at skrive klummer

Et af de typiske kendetegn er, at klummeskribenterne ofte er provokerende, kommer med nye vinkler på emnet og tit har et friere sprog end avisens eller tidsskriftets øvrige skribenter har og kan fremstå studentikose i fremlæggelsen af emnet. Der er i det at skrive klummer en frihed i anvendelsen af sproget, som kan nærme sig satiren eller humoren brugt enigmatisk.

 I to perioder har jeg haft lejlighed til at arbejde inden for de rammer, som klummen skaber. Jeg har begge gange følt fornøjelse ved at anvende den sproglige frihed, som fantasien tilbyder i behandlingen af emnet. Som præst har det været inspirerende at opleve det narrative i en ny dragt.

I årene 2004–2005, mens jeg sad som sognepræst i Sct. Andreas Kirke, Vor Frue provsti, skrev jeg på opfordring en månedlig klumme i bladet NANSENSGADE, som var en månedlig publikation udgivet af en gruppe ildsjæle til gratis uddeling i kvarteret i firetusinde eksemplarer.

Her på kroen hos hinanden   Carmina Burana »Sange fra Beuren« er en omfattende samling af middelalderlig verdslig digtning, som er opkaldt efter klosteret i Benediktbeuren i Bayern, hvor samlingen efter mange års glemsel igen så dagens lys i 1803. 
Samlingen består af henved 320 sange, som er blevet samlet i 1200-tallet i Kärnten eller Tyrol, og som rummer eksempler på digte, også kaldet vagantviser, skrevet fra 1000- til 1200-tallet.på  middelalderlatin  og i mindre grad på middelhøjtysk og provençalsk.
I samlingen er der en hel del kærlighedsviser og nogle digte med moralske- og samfundssatiriske tekster. Hertil finder man enkelte drikkeviser og noget, der kan ligne sanglege. Studenter og vandrende munke og bortløbne præster, og andre løse fugle fortalte gennem digtningen om deres liv og færden på landevejene og på kroer og værtshuse, og hvor de nu i øvrigt færdedes. 
Den kunstneriske kvalitet er meget varieret, men det interessant ved vagantviserne er, at det er her i vor litteraturhistorie, man begynder at rime. Hverken de gamle romere eller grækerne kendte til at rime, sådan som vi kender til det i dag. Det var vaganterne, der lærte os at skrive digte med rim.
Her kommer et digt om livet på værtshuset. In Taberna sumus quando.  M-BJ maj 2022 

Samtale om Søren Kirkegaard Søren Kierkegaard  (1813-1855) blev begravet fra Vor  Frue  Kirke, og kirken var fyldt. Studenterne dannede kreds rundt om kisten, men repræsentanter for kirken, universitetet eller litteraturen var der ikke mange tilstede af. 

Stiftsprovsten E. C. Tryde  forestod den kirkelige handling, og efter højtideligheden blev kisten ført til Assistens Kirkegård fulgt af en stor skare. Efter jordpåkastelsen trådte lægen Henrik Lund frem. Han var Søren Kierkegaards nevø og ønskede at holde tale, hvilket Stiftprovst Tryde dog forgæves forsøgte at forhindre ham i. Af Lunds tale fremgik, at hans morbror havde været kirkens store modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde bemægtiget sig ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig og dermed ikke udviste nødvendig respekt. Efter nevøens mening var morbroren netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse. Stiftsprovst Tryde forlangte en undskyldning fra H. Lund, som han fik. Herudover fik han ham idømt en bøde på 100 rigsdaler.

Søren Kierkegaard undlod bevidst at lade sine ansigtstræk forevige; hans udseende, mente han, ville blot distrahere eftertidens læsning af forfatterskabet. I en periode mod slutningen af sit liv blev han uden at vide det dagligt iagttaget på sin spadseretur i Københavns gader af den unge grafiker H. P. Hansen. Fra sit vindue i en høj stue eller mezzaninetage tegnede H.P. Hansen ham fra en let skrå vinkel. Kierkegaard er sommerligt klædt med bredskygget hat og uden overfrakke. Blyantstegningen er udført enten i 1853 eller i 1855, der var den 42-årige filosofs sidste sommer. Det formentlig vellignende portræt, der var i privateje indtil 1984, findes på Frederiksborgmuseet. M-Bj august 2022