Denne sides indhold:

Mads-Bjørn Jørgensen: Sct. Andreas Kirke - historie, arkitektur og inventar  (Kirkens pjece 2007)

Se pjecen i sin originaludgave
Jeg har enkelte pjecer på lager. Den kan erhverves ved henvendelse til:
André Palsgård
Kildebakkegårds Allé 23
2870 Dyssegård
tlf. 20150985    apalsgard@gmail.com

Fotosamling

2) Kirker kommer ikke af sig selv

3) Kirken under besættelsen     

Det var nu så som så med vedligeholdelsen for hen ved ti år senere var den "ødde och wordineridtt" [Øde og uordineret (uordenlig)], som Mester Lavrits Madsen Bøssestøber skriver i sin indberetning, og det skal nok være rigtigt, for kirkegårdens vedligeholdelse sorterede under ham. Som en af Københavns hæderligste og mest ansete borgere var han rådmand i byen og tillige kirkeværge for Vor Frue kirke, som dengang hørte under Københavns Universitet og som sammen med S. Nikolaj Kirke, Helligåndskirken og fra Trinitatiskirke (Helligtrefoldighedskirke) udgjorde byens hovedkirker.  

Mester Lavrits Madsen Bøssestøber, der døde i 1570, var altså en betydningsfuld mand, som på et tidspunkt efter 1559 greb gåsefjeren og skrev en kort beretning om kirkegården og kapellet uden for Nørreport. [Skriftet må være udfærdiget efter Chr.3.s død 1559 (kongen omtales som salig) og inden MLMB’s død 1570]. Skriftet må nok forstås som et forsvar over for de angreb, han blev udsat for, og som drejede sig om, at han som kirkeværge ikke havde passet kirkegården ordentligt.  

Han fortæller selv på sit jævne og ligefremme dansk at kong Christian den 3 ofte forlod byen ad Nørreport når han skulle til Esrom og Helsingør eller når han skulle andre steder hen [Ehuortt hans Nade haffde Løst att dragge (hvor hans nåde havde lyst at drage)] og at han med stor utilfredshed havde set, at der gik får og køer på kirkegården uden for Nørreport. Kongen kaldte derfor kirkeværgerne fra Vor Frue Kirke op på slottet og pålagde dem, og det vil frem for alt sige Lavrits Bøssestøber, at sætte et plankeværk op omkring kirkegården, så den kunne være en værdig plads til kristne menneskers begravelser.

En gruppe Dannekvinder henvendte sig til Lavrits og bad om, at der måtte blive rejst et kapel på kirkegården, så man kunne komme indendørs, når man ved begravelserne skulle høre de ofte ret lange ligprædikener, som dengang var skik og brug.

Lavrits Bøssestøber gik fra byens råd til kongens råd med sit andragende og fik til sidst udvirket, at der med støtte fra byens kirker blev bygget et kapel, som efterhånden overgik til at være sognekirke for den nye bebyggelse, der skød op omkring kirkegården.  

På et kort over København fra 1585, som nok er det ældst kendte af byen, kan man se kirkegården og kapellet omgivet
af plankeværk og træer.  

   

   

Kirken skulle være at betragte som en filialkirke af Vor Frue Kirke og derfor bekostes af Vor Frue Kirkes midler, men professorerne ved Universitet, der ejede Vor Frue Kirke, mente, at det var rimeligt, at byen deltog i bekostningen, hvad byens vise fædre sagde nej til under henvisning til, at de ikke var nævnt i kongens brev om kirkebyggeriet.

Så fandt professorerne på, at man kunne bruge den gamle kirkebygning, der var et solidt bindingsværkshus, ved at skalmure den og eventuelt bygge et kapel til, så meget desto mere som der allerede fandtes både stole og altertavle i den gode bygning, som det under alle omstændigheder ville være synd at rive ned. Men murermesteren sagde nej. Hvis kongen havde beordret, og Universitetet havde bestilt en ”evigvarende Bygning”, så kunne han ikke løse opgaven medmindre det blev en helt ny grundmuret bygning, og sådan blev det med tårn og det hele.

I december 1624 gav Christian 4. et hus, der lå lige ved kirkegården, til embedsbolig for præsten. Ejeren Peder Iversen var død uden at efterlade sig arvinger, og ejendommen var derfor tilfaldet kongen. Få dagen før kongen i 1625 drog af sted med hæren på det ulyksalige krigstogt i Tyskland, nåede han at udfærdige tre breve om den nye kirke uden for Nørreport.

Man havde i forvejen sikret sig at alle kandidater var indforstået med i givet tilfælde også at overtage enken, der heldigvis var ”integerrimae famae mulier” - en kvinde med et uspoleret rygte. Efter en bøn i kirken, hvor lodkastningen blev lagt i Herrens hånd, stillede man op og kastede lodderne, og Peder Iversen Munk vandt.

Han blev derefter sognepræst i Hvidovre (Ovre), tredje kapellan ved Vor Frue Kirke og sognepræst ved den Nye Kirke uden for Nørreport. I hans embedstid fik man ansat en organist ved kirken, som i 1644 var blevet forsynet med et orgel. Herudover  fandtes der i kirken en altertavle, som var Vor Frues højaltertavle fra 1569, altersølv, der senere kom til Trinitatis Kirke, en pengeblok, en lysekrone, som senere kom til Vor Frue Kirke, et tårnur og flere klokker.

I august 1654 døde Peder Iversen Munk og blev uden vederlag nedsat i hans fader borgmester Iver Povelsens grav i Vor Frue Kirke. Hans efterfølger Hallandsfaren Bent Olufsen slap for at overtage sin formands enke, men måtte betale hende det sædvanlige ”Nådesår”, hvortil hun af den Ny Kirkes indkomst fik 12 slettedaler om året til husleje.

Fire år efter Bent Olufsens tiltræde fik general Hans Schack den 9. august 1658 ordre til at nedrive og afbrænde forstæderne og deres Ny Kirke, for at de svenske tropper ikke skulle kunne søge tilflugt der, hvis det skulle komme dertil at alle fredsforhandlinger mislykkedes og Karl Gustav skulle finde på at angribe København, som man var fast besluttet på at forsvare til det sidste.

Man håbede på fred, og trak nedrivningen i langdrag. Først da det stod helt klart, at nu kom svensken, sprængte man i al hast kirken i luften efter at have fjernet inventaret. Klokkerne måtte man dog lade hænge, dem var der ikke tid til at tage ned. Senere i 1660 søgte man at finde resterne i ruinerne fra tårnet, uden at vi kan afgøre om det lykkedes.

Spørgsmålet om, hvor kirken og kirkegården lå, har aldrig været undersøgt af museumsfolk eller andre, der kunne have interesse i at få den placeret, så vi har ikke nogen sikker viden om hvor den var at finde. Det eneste vi ved er, at den lå øst for vejen, der fra Nørreport førte over dæmningen mellem Sortedamssøen og Peblingesøen.

Man kan få et begreb om, hvad der skete i de sidste årtier af 1800-tallet ved at iagttage årstalsangivelserne på ejendommene i Nansensgade og tilstødende gader. Det var håndværksvende og ufaglærte, kuske og tjenestepiger, koksopbærere og skraldemænd, der bosatte sig i de nyopførte ejendomme og befolkede de hurtigt voksende kvarterer.

Den befolkning, der indvandrede til byen kom fra landet, hvor de havde været omfattet af den sogneinddeling, som havde dækket landet i mange år - ingen ved vel rigtigt hvor mange. Nu voksede der ny brokvarterer op, hvor der i forhuset og i de fem baghuse kunne bo tæt ved tusind mennesker, som til eksempel i Sct. Johannes sogn skulle dele sognekirken med halvfjerdstusinde andre indflyttere. 

De sociale forhold var beskedne - meget ofte usle med fattigdom, arbejdsløshed og sygdom, mens de kirkelige forhold var præget af for store sogne. På grund af de få kirker og præster til den meget store befolkning blev de kirkelige handlinger masseprodukter i form af bunkebryllupper, hvor syv unge par blev viet ad gang, hold efter hold lørdagen igennem kun afløst af massedåb og begravelser.

Selv om den politiske agitation var hidsig ude på venstrefløjen, var det dengang utænkeligt, at man ikke var døbt endsige konfirmeret og det var en skændsel at komme i jorden uden gejstelig medvirken.

I 1895 fandt Kirke- og Kultusministeriet, at tiden var inde til at udskille det nye sogn, og den 25. november blev det meddelt, at man kunne dele Skt. Johannes sogn efter de foreslåede retningslinier og under navnet Skt Johannes søndre sogn oprette et nyt sog med ca. 25.000 indbyggere, 2 præster, men uden at have noget kirke.

Højmessen om søndagen skulle finde sted i Bethesda på Grønttorvet, og de kirkelige handlinger skulle foregå i de forskellige kirker i det indre København og i Skt. Johannes Kirke. Nu manglede man at få bygget en kirke.  

Men der var delte meninger om kirkebyggeriet i København, for hvem skulle bygge, og for hvilke midler?

I 1888 havde man på Christiansborg vedtaget en lov, der skulle gælde fem år, og som muliggjorde, at man over den kommunale ligning kunne opkræve en kirkeskat til at vedligeholde eksisterende kirker eller til at opføre nye for.

Selv om loven sådan set var udløbet i 1893 blev den ikke desto mindre det store diskussionsemne, da Borgmester N. H. Hansen i borgerrepræsentationen fremlagde et forslag om at yde 120.000 kr. til den ny kirke.

Uenigheden var stor, og der var en ikke ubetydelig modstand mod at yde så stort et beløb til en ny kirke. Man frygtede det kunne blive begyndelse til et mere omfattende kirkebyggeri i København, som man mente måtte være Københavns kommune principielt uvedkommende. Kommunen skulle ikke blande sig i Folkekirkens sager - kirkebyggeri måtte være et anliggende for staten.

I andre tilfælde hvor ligningen havde været med til at finansiere kirkebyggeri, havde det været sognet selv, der var blevet pålignet en kirkeskat. Det havde været praksis helt tilbage til 1870 at kommunen på denne måde hjalp kirkebyggerier igang, men i tilfældet den nye kirke i Nørrevoldkvarteret skulle ligningen gælde hele kommunen. 

Sagen vakte en ikke ubetydelig opsigt og pressen tog ivrig del i diskussionen og det gjorde ikke interessen mindre og argumenterne svagere, at der fra tid til anden var kommunevalg og at byen var en slagmark for de politiske partier.

Man diskuterede principper, og man diskuterede beløbenes størrelser.

Stærke kræfter søgte at holde om end ikke kirken ude af byen så dog at holde den nede. Man ønskede ikke at Indre Mission, som havde fået øje på København og de forhold den hurtigt voksende befolkning levede under skulle få fodfæste i byen. Men de indremissionske præster i byen havde i 1866 efter et stort møde  i Bethesda på Grøntorvet startet et "Arbejde for de vantro masser i hovedstaden", et arbejde som dels skulle gøre noget ved den voksende vantro i befolkningen dels skulle lindre på den sociale nød, uden at man havde gjort sig klart, hvordan det sidst mål skulle nås. 

Det pricipielle forhold mellem kommunen og folkekirken blev drøftet, og mange fandt at man skulle holde dem adskilt. Folkekirken modtog økonomisk støtte fra staten og præsterne modtog betaling for de kirkelige handlinger, men nogen egentlig kirkeskat var der ikke tale om, det gamle tiendesystem fungerede ikke længere, men var kun delvist blevet afløst af noget nyt.

Staten havde i 1893  i forbindelse med ved finanslovdebaten på sin side sådant set tilkendegivet at, man ville deltage i kirkebyggeriet i byen ved at forslå, at staten over en 10-årig periode ydede 24.000 kr. pr. år til det københavnske kirkebyggeri, mod at Københavns Kommune stillede grunde til rådighed, eller - hvis det ikke kunne lade sig gøre - støttede byggeriet økonomisk.

Der rejste sig en voldsom debat om kommunernes indblanding i og medfinansiering af kirker og argumenterne gik på kryds og tværs af kirkelige og politiske tilhørsforhold.

Således gjorde præsten H.Ussing sig til talsmand for at kommunen ikke skulle blande sig i kirkebyggerier, det måtte være staten og de frivillige bidrag fra borgerne, der skulle være det økoniomiske grundlag at rejse kirker på. 

For modstanderne var det en kærkommen udtalelse fra en kirkens mand selv om den nok fra hans side var udtryk for et ønske om, at undgå kommunalpolitisk indblanden i de kirkelige forhold. Man ønskede ikke at kirkerne skulle have et kommunalt overtilsyn.

Det kom ikke desto mindre. Hvor stærkt dette overopsyn kom til at virke ved Sct. Andreas Kirke er vanskeligt at sige, men kirken havde i mange år ud over et menighedsråd Københavns Magistrat som et overtilsyn og dertil en bestyrelse som et resultat af at kirke delvist var et kommunalt projekt.

Dels var 120.000 kr. mange penge dels forekom det at være alt for dyrt et projekt, at ville bygge en kirke til over 300.000 kr., hvilket var en hel del mere end det havde kostet at bygge Matthæuskirken på Vesterbro, Hellig Kors Kirke på Nørrebro og Skt. Jacobs Kirke på Østerbro, som hver havde haft en byggepris på mellem 250.000 og 275.000 kr.

Spørgsmålet om, hvorvidt det var en stor eller lille kirke, man burde bygge delte Indre Mission op i Københavns Indre Mission og Indre Mission i resten af landet.

For Københavns Indre Mission at se var det store monumentale kirker, der var brug for. Steder hvor folket kunne samles, og som kunne være udgangspunkt for det kirkepolitiske og sociale arbejde. Indre Mission uden for København fandt, at man skulle bygge mange små kirker, hvorfra man i et tæt menighedsliv kunne nå den enkelte i sognet. "Det afgørende i arbejdet for de vantro masser er - at hindre at de vedbliver at være masser. Massebegrebet stiller dem uden for kristendommen, der vil frelse den enkelte", som en af missionens store udtrykte det.

Efter at sognet var blevet udskilt fra Skt. Johannes sogn, blev der dannet en komité bestående af 12 indflydelsesrige personer, hvis opgave det var at få sat gang i et kirkebyggeri.

Borgerrepræsentationen havde besvær med at færdigbehandle sagen om den ny kirke i Nørrevold Kvarteret, som nu både handlede om økonomi og om placering, og efter en langvarig debat udskød man sagsbehandlingen til et senere belejligt tidspunkt.

Begge spørgsmål fandt en løsning i borgerrepræsentationen på dets møde i januar 1897. Her henviste man kirkebyggeriet til kommunens lille grund ved siden af Kommunehospitalet. Området hed i folkemunde "Hullet" og var ikke på nogen måde attraktivt, men borgerrepræsentationen gav en slags løfte om, at hvis man kunne skaffe de fornødne midler til byggeriet på Grønttorvet og de rette betingelser var tilstede kunne man få grunden ved Ørstedsparken.

Til byggeriet besluttede man at påligne byens borgere en kirkeskat på 50.000 kr., og dermed mente man sagen afsluttet, men heri tog man fejl.

Der rejst sig en debat i byens dagblade for og imod en kirkeskat, og i februar måned blev der afholdt et stort møde om sagen i danserestauranten Kæden i Dronningens Tværgade, hvor bølgerne gik højt, efter hvad man kan læse ud af referatet i Politiken. Med det store møde i Kæden syntes sagen at have nået sit højdepunkt, og efterhånden som tiden gik faldt sindene til ro. 

Hvordan skaffer man 50.000 kr?  
Det var nu op til komiteen at tilvejebringe de nødvendige midler. Man havde 50 000 kr. fra staten samt et ikke ubetydeligt beløb i hundredtusindkronersklassen, som var indsamlet ikke mindst blandt sognets beboere, det man manglede for at kunne få tilladelse til at sætte byggeriet i gang var 50.000 kroner til erstatning for de 50.000 kr., kommunen ikke havde fået lovhjemmel til at opkræve som skat.

Formanden for komitéen, pastor Julius Steen, gik til generalkonsul Julius Holmblad og forelagde sagen. Steen havde i en periode været konstitueret i Slotskirken, hvor generalkonsul Holmblad havde haft sin gang som kirkegænger, men de to mænd havde ikke haft nærmere kontakt, før Steen henvendte sig til ham. Efter hvad Steen kalder "en længere alvorlig Samtale" fik han, inden de skiltes, et mundtligt tilsagn om, at kirkekomitéen skulle få det omtalte beløb, så byggeriet kunne gå i gang.

Nu syntes vejen banet, for at det udkast til en kirke i Nørrvold Kvarteret, som arkitekt Martin Borch havde udarbejdet, og magistraten og ministeriet havde godkendt, at det kunne blive til virkelighed. Det havde ikke været noget let sag at få placeret en kirke med plads til 1.200 mennesker på den lille grund ved Kommunehospitalet, men det var lykkedes for arkitekt Borch ved blandt andet – mod en årlig leje - at få en tilladelse til at anbringe kirkens stræbepiller på hospitalets grund.

  

Julius Steen havde ingen papirer endsige vidner, der kunne bekræfte, at han havde fået løfte fra generalkonsul Holmblad på de 50.000 kroner til kirkens færdiggørelse. Efter nogen tøven forelagde Steen sagen for generalkonsulens enke, som straks meddelte den bekymrede pastor, at hun ville respektere det løfte hende afdøde mand havde givet. Ja det blev ikke ved det, for hun vedlagde yderligere 25.000 kroner, så kirken kunne få sig et orgel, som det sømmer sig for så stor og fin en kirke. Oven i disse store gaver forærede generalkonsulinden kirken et alterbillede der viser bespisningen af de fire tusinde med syv brød og nogle småfisk. Kunstneren Wilhjelm, der har malet billedet, har ladet disciplen Andreas føre en dreng frem til Jesus med brødene og fiskene og således digtet lidt videre på beretningen til ære for Sct. Andreas Kirke.

Endelig kunne arbejdet gå i gang, og den 4. oktober 1898 nedlagde man blandt blomster og flag under overværelse af stiftsprovst, geheimekonferensråd, borgmestre, politidirektør og indtil flere professorer og præster grundstenen til kirken, der nu havde fået navnet Sct. Andreas Kirke.

Julius Steen, der foretog selve grundstensnedlæggelsen med skriftrulle og en håndfuld af tidens mønter, afsluttede sin lille tale med at konstatere, at man i komitéen stadig manglede 50.000 kroner for at kunne fuldende byggeriet, men at man da var fortrøstningsfulde og regnede med at også disse penge ville komme ind.

1. februar 1899 gik alt arbejde i stå. Der var erklæret lockout, og det blev til den store lockout, der varede helt frem til september og endte i det berømte Septemberforlig, som fastslog arbejdernes ret til at organisere sig og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Sct. Andreas Kirke var fra den allerførste begyndelse, og til den stod færdig i februar 1901 en del af de kampe, som både politisk og religiøst blev kendetegnende for begyndelsen af det sidste århundrede, hvor samfundet endnu engang var lagt i støbeskeen.

De sidste midler til færdiggørelsen af kirken blev bragt til veje i form af en række foræringer til kirken fra borgerskab og håndværksmestre, så man ved indvielsen søndag den 3. marts 1901 kunne glæde sig over de smukke lysekroner, prædikestolen, glasmalerierne, kirkeskibet, sølvtøj, messehagel, døbefont og meget mere af kirkens udstyr og inventar. Det var sammen med alt malerarbejdet i kirken givet som gaver i ønsket om trods kirkepolitisk strid og partipolitisk kævl at rejse en monumental kirke i København.

Følgende præster har været ansat ved Sct. Andreas Kirke indtil 2001: 
Sognepræster                                                     
J. Steen 1895-1932                                                
A. Alsinger  1932-1941                            
T. Beyer Christensen  1941-1962                 
B. Erritzøe 1962-1972                                       
P Michaelsen 1972-1983                                 
Eva Meile 1983-1992                                      
Mads-Bjørn Jørgensen 1993-2005                                                 
Nicolai Halvorsen 2000-2004                                                             
 
Residerende kapellaner 
T. Høyer 1901-1928 
A. Alsinger 1929-1932
T. Beyer Christensen  1932-1941
B. Erritzøe 1942-1962 
Gert Holthor 1963-1969  
N. C. Lilleør 1969

Konstitueret sognepræst 
Gitte Ravn Iversen 1.dec 1992 – 31. marts 1993                              

Kateketer 
Jørgen Nielsen 1896-1897
H. Chr. Hansen 1897-1902
L. Jørgensen 1902-1908
J. Pedersen 1908-1913
A. Oksbjerg 1913-1914
Knud Müller 1914-1919
Ejnar Olsen 1920-1922  

Kaldskapellan
C. E. Dam-Hendriksen 1922

Om denne altertavle meddeles det i august 1944 i menighedsrådets forhandlingsprotokol, at billedet er blevet nedtaget på grund af, at der er blevet forøvet hærværk mod billedet. Der har været ”Vandaliserings besøg i Kirken” skrev man, og der er blevet skud mod billedet, som har fået to huller, hvorfor man har taget det ned og erstattet det med et ”krucifix”, der hang et andet sted i kirken.

”Besøgene i Kirken”, som man også kaldte episoden, havde givet anledning til at man havde taget kontakt til et vagtselskab og fået tilbud på vagt i kirken tre gange hver nat formedelst 103 kroner om måneden. Om man har modtaget tilbuddet vides ikke, men begivenheden, der gav to skudhuller i altertavlen, der trods reparation stadig kan ses på bagsiden af billedet, vidner om, at også Folkekirken deltog i livet under besættelsen og delte vilkår med alle andre.

Det var nødvendigt i Kirkeministeriet at udsende en række cirkulærer der afspejler den usikkerhed man nærede med hensyn til ikke hvornår, men hvordan krigen ville ende:
”Under Hensyn til, at man i den nuværende Situation ikke kan bortse fra den Mulighed, at Krigen i større Omfang, end det hidtil er sket, kan medføre, at der her i Landet sker omfattende Skade paa baade fast Ejendom og Løsøre og da særlig Brandskade, finder Ministeriet Anledning til at indskærpe, at det under en eventuel Katastrofesituation bør ligge de ansvarlige alvorligt paa Sinde at træffe saadanne Foranstaltninger, som efter de paagældendes bedste Skøn under de foreliggende Forhold maa anses for mest egnede til at sikre Kirkebøgerne mod Ødelæggelser.”

Cirkulæret er fra juni 1944 og vidner om den frygt, man nærede for, at landet i krigens sidste udvikling kunne blive krigsskueplads med katastrofale ødelæggelser til følge. Cirkulæret fortsætter med en redegørelse for, hvilke tiltag, der vil være passende for at sikre kirkebøgerne imod ødelæggelse.

Af samme dato 29. November 1943 udsendes der et Cirkulære til Stiftsøvrighederne og til Overtilsynet for Kirkerne i København og paa Frederiksberg angaaende Luftværnsforanstaltninger i Kirker:
”I de Kirker, der ikke efter deres Beskaffenhed i sig selv egner sig til Benyttelse som Tilflugtsrum, maa der drages Omsorg for Indretning af Tilflugtsrum, der kan rumme det Antal Personer, Kirken er beregnet for……………………………………….  

Tilflugtsrummets Beliggenhed og nærmeste Vej dertil bør være afmærkede ved Opslag eller paa anden tydelige Maade…………………………………………….

For hver Kirke skal der være udarbejdet en kort Instruktion for de tilstedeværende, angivende hvilke Forholdsregler, der maa iagttages ved Flyvervarsling (Luftangreb).

Instruksen bør være opslaaet paa en for alle tilstedeværende tydelig Maade.

Saafremt Flyvervarsling (1 Minuts stigende og faldende Sirenetone) indtræffer paa et tidspunkt, hvor der ringes med Kirkeklokkerne, indstilles Klokkeringningen straks.

Klokkeringningen maa ej heller paabegyndes under Flyvevarsling.

Indtrædelse af Alarmtilstand (2 Sirenetoner à 22 Sekunders Længde med en kort Pause) medfører derimod ingen Indskrænkning i Klokkeringningen.

Gudstjenesten kan herefter fortsættes i Kirken under Flyvervarslingsperioden (Luftangrebet).

Indtrædelse af Alarmtilstand under Gudstjenesten nødvendiggør ikke nogen midlertidig Afbrydelse af denne som foran beskrevet”.

Det var altså ikke nødvendigt at standse Gudstjenesten ved Luftangreb, Gudstjenesten kunne fortsætte, efter at kirkegængerne var blevet oplyst om hvor Tilflugtsrummet kunne findes. Forklaringen på hvorfor politiet og de kirkelige myndigheder havde besluttet, at det skulle være sådan findes lidt længere nede i cirkulæret, hvor der står:
”Ved Reglernes Affattelse har (man) taget Hensyn til, at et meget stort Antal Kirker, og da navnlig næsten alle de fra Middelalderen stammende, er saaledes beskafne, at de med Hensyn til Sikkerhed mod Sprængstykker staar paa Højde med de fleste Tilflugtsrum, og at Indretningen af særlige Tilflugtsrum i saadanne Tilfælde ikke er fornøden, ligesom særlig Sikring ad Vinduerne efter Omstændighederne vil kunne undlades.”

I foråret 1945 da man troede, at 4. maj havde gjort en ende på krigen, kom krigen til Sct. Andreas Kirke.
Vi kender historien, fordi en dame, der har haft en del af sin barndom i sognet nærmere bestemt på hjørnet af Bartholinsgade og Nansensgade lige over for Sct. Andreas Kirke, har meddelt et uddrag af hendes fars dagbog fra den 6. maj 1945. Heri fortælles der om de begivenheder der fandt sted i og omkring kirken den dag Den Danske Brigade vendte hjem fra Sverige.

Else, for det hedder damen, der har meddelt mig, hvad der står i hendes fars dagbog, forlod sine forældres lejlighed for at se, hvad der var i gære i krydset Gothersgade/Farimagsgade. 
Det blev fortalt, at man ventede at soldaterne fra Sverige ville køre denne vej forbi, og at man havde taget opstilling for at hylde dem. Jublen var stor da de nåede frem til krydset, men pludselig blev de beskudt fra hustagene.
Soldaterne sprang af vognene og begyndte at skyde op ad husene efter de Hipoer, der havde anbragt sig på taget af ejendommen skråt over for kirken.
Der blev vild forvirring blandt de forsamlede mennesker, som søgte at komme ind i kirken ad en sidedør for at søge tilflugt i kirken.

Dagbogen fortæller:
”Mange var dybt bevægede, faldt i hinandens Arme i Graad, en gravid Kvinde fik ondt."
I det virvar der opstod, efter at man på grund af skyderiet ude på gaden havde søgt tilflugt i kirken, var der nogen, der måtte tage sig af de bange og bekymrede og ikke mindst søge at skaffe hjælp til den gravide kvinde.
Else søgte uden held en læge blandt de tilstedeværende. I stedet meldte en sygeplejerske sig til at tage sig af den gravide og trøste de bekymrede.
Else gik op i menighedshuset og lukkede et vindue op, der vendte ud mod Nansensgade.
Herfra kunne hun tale med beboere i ejendommen på den anden side af gaden og fortælle de frihedskæmpere, der var kommet til stede om situationen. De bad hende om at få åbnet porten ind til den lille gård bag kirken, så de kunne komme den vej ind. Else fik fat i kirketjeneren, og porten blev åbnet, men synet af de bevæbnede frihedskæmpere i kirken skabte yderligere uro og bekymring hos dem, der havde søgt at bringe sig i sikkerhed for kuglerne.

Efterhånden stilnede skyderiet af, og man forlod kirken i små grupper for med forsigtighed langs husmuren at komme hjem i sikkerhed.

                                                                                       

Mads-Bjørn Jørgensen: Sct. Andreas Kirke - historie, arkitektur og inventar
Pastor Mads-Bjørn Jørgensen har skrevet nedenstående artikel om Sct. Andreas Kirkes historie, arkitektur og inventar
i Sct. Andreas Kirke i 2002-2003. Artiklen er skrevet med henblik på udgivelse som folder.
Afsnittet om orglet er skrevet af organist Hans Thomas Eriksen. Artiklen lå klar til finpudsning og korrektur i 2005.
Kirkens pjece blev udgivet i 2007. ISBN 87-91802-05-9

Se pjecen i sin originaludgave

Jeg har enkelte pjecer på lager. Den kan erhverves ved henvendelse til:

André Palsgård
Kildebakkegårds Allé 23
2870 Dyssegård

tlf. 20150985    apalsgard@gmail.com

I nedenstående internetudgave af pjecen fra 2007 har jeg byttet lidt om på billedmaterialet og tilføjet enkelte fotos. André Palsgård 2011.

FORHISTORIE
I 1556 henlå kirkegården udenfor Nørreport i en forfærdelig forfatning. Omtrent på samme sted, hvor Sct. Andreas Kirke nu ligger, lå der for ca. 300 år siden en kirkegård, der var anlagt på Christian den IVs befaling. Den var anlagt i peståret 1546 som en assistenskirkegård for byens tre sognekirker Vor Frue Kirke, Helligaandskirken og Sct. Nikolai Kirke, der i fællesskab havde bekostet at få den anlagt og som også delte udgifterne til dens vedligeholdelse. På kirkegården havde man bygget et lille kapel, som senere blev udvidet til at være en lille kirke. Den blev indviet i 1628 af biskop Resen og blev kaldt "Kirken udenfor Nørreport", men stod kun i 30 år. I året 1658 blev den revet ned for at hindre svenskerne i at søge til dér under deres belejring af København.

Der gik 200 år før der igen blev opført en kirke udenfor Voldene, så det var først i 1861, man kunne indvie den nuværende Sct. Johannes Kirke på Nørrebro. Nørrebros befolkning voksede imidlertid med rivende hast (i løbet af det første 10-år fra 16.000 til 40.000). Skønt der ved pastor Frimodts energiske arbejde var blevet bygget yderligere to kirker - Sct. Stefans Kirke i 1874 og Sct. Jakobs Kirke i 1878 - så talte Sct. Johannes Sogn i 1885 over 70.000 mennesker.

Op igennem den sidste halvdel af 1800-tallet voksede Københavns befolkning i forbindelse med den stigende industrialisering og den dermed stigende indvandring fra land til by. Voldene omkring byen var faldet og etagebyggeriet på broerne tog fart, ofte som spekulationsbyggeri af ringe kvalitet.

Man kan få et begreb om, hvad der skete i de sidste årtier af 1800-tallet ved at iagttage årstalsangivelserne på ejendommene i Nansensgade og de tilstødende gader. Det var håndværkssvende og ufaglærte, kuske og tjenestepiger, koksopbærere og skraldemænd, der bosatte sig i de nyopførte ejendomme og befolkede de hurtigt voksende kvarterer. De sociale forhold i de nye brokvarterer, hvor der kunne være op til fem baggårdehuse, var ofte præget af fattigdom, arbejdsløshed og sygdom, mens de kirkelige forhold var præget af alt for store sogne. På grund af de få kirker og præster til den meget store befolkning  blev de kirkelige handlinger afviklet om lørdagen i hold, hvor bunkebrylupper, massedåb og begravelser afløste hinanden.

Der foreligger en fortegnelse over de kirkelige handlinger, hvoraf blot her kan nævnes følgende eksempel:

Kl. 9.30 Skriftemål, højmesse med altergang
Kl. 11.30 Jordpåkastelse i kapellet ved Kirken (6 børn)
Kl. 12.00: 8 børns dåb
Kl. 12.30: 8 børns dåb
Kl. 13.00: 7 brudepar vies
Kl. 13.30: 1 brudevielse
Kl. 14.00: 8 børns dåb
Kl. 14.30: 2 brudepar vies
Kl. 15.00: 1 brudevielse
Kl. 16.30: 1 brudevielse
Kl. 17.00: 5 børns dåb
Kl. 17.30: Skriftemål, aftengudstjeneste med altergang
Samme dag: Begravelse på forskellige kirkegårde

Efter at sognet var blevet udskilt fra Sct. Johannes sogn, blev der dannet en komité bestående af 12 indflydelsesrige personer, hvis opgave det var at få sat gang i et kirkebyggeri. Man fremkom med et andragende, som fik en velvillig behandling i Kirkeministeriet og som førte til, at man ved den videre behandling i borgerrepræsentationen under henvisning til den gamle lov fra 1888 anmodede om 120.000 kr. i ligningsmidler. Dette beløb skulle, sammen med 35.000 kr., som man havde fået i overskud i forbindelse med bygningen af Hellig Kors Kirke, og 120.000 kr., som man mente ville komme ind som frivillige bidrag, kunne række til – sammen med de 50.000 kr. man forventede at få fra staten – at bygge en kuppelkirke med ettusinde siddepladser og sekshundrede ståpladser på Grønttorvet op mod Ørstedparken.

Med Sct. Andreas Kirke indtrådte omkring 1900 en drejning imod et nyt og skærpet forbillede i dansk middelalderarkitektur. Kendetegnende for denne bygning er en vis tyngde i bygningskroppen, en stærk plastisk karakter og stor stoflighed, der opstår i samspillet mellem bygningsmassen og teglstenen. Teglstenen, det dominerende byggemateriale, knytter de enkelte bygningsdele sammen i en helhed, og anvendtes sammen med formsten til en enkel dekorativ detaljering af murværket. Sct. Andreas Kirke er særligt repræsentativ for denne formgivning. Som en genfortolkning af den danske landsbykirke tilstræber den gennem sine tunge mure i munkesten at genskabe lidt af middelalderkirkens stemning. 

GRUNDSTENEN
Endelig kunne arbejdet gå i gang, og den 4. oktober 1898 nedlagde  man blandt blomster og flag under overværelse af stiftsprovst, geheimekonferensråd, borgmestre, politidirektør og indtil flere professorer og præster grundstenen til kirken, der nu havde fået navnet Sct. Andreas Kirke.

Julius Steen, der foretog selve grundstensnedlæggelsen med skriftrulle og en håndfuld af tidens mønter, afsluttede sin lille tale med at konstatere, at man i komitéen stadig manglede 50.000 kr. for at kunne fuldende byggeriet, men at man da var fortrøstningsfulde og regnede med, at også disse penge ville komme ind.

KIRKEINDVIELSE
Kirkeindvielsen fandt sted søndag den 3. marts 1901, og man kunne glæde sig over de smukke lysekroner, prædikestolen, glasmalerierne, kirkeskibet, sølvtøj, messehagel, døbefont og meget mere af kirkens udstyr og inventar. Det var sammen med alt malerarbejdet i kirken givet som gaver i ønsket om trods kirkepolitisk strid og partipolitisk kævl at rejse en monumental kirke i København.

EKSTERIEUR                                                                                                                      
Kirken er bygget i senromansk stil med motiver fra sjællandske murstenskirker. Stilen harmonerer smukt med det byzantinsk inspirerede Kommunehospital. Facaderne står på granitsokler og alle vægge er opmurede af munkesten og fugede som i gammelt murværk.

Hovedindgangen mod Farimagsgade er udført i granit og prydet med granitsøjler samt et par yderst karakteristiske løver udført af billedhugger Anders Bundgaard (der også har skabt Gefionspringvandet ved Langelinie) således som de almindeligt anbragtes i middelalderen som dørvogtere ved portalen, bl.a. i Lunds Domkirke. I tympanon, det halvrunde granitfelt over portalen, er udhugget et kors omgivet af vinløv samt anbragt et Alfa og Omega.

    

    

    

     
 
En anden kvindelig kunstner, Ernestine Nyrop, har i 1920 malet de store Ny testamentelige fresker "De hellige tre Konger" og "Kvinderne ved graven" på korets nord- og sydvæg i noget mere douce jordfarver:

Krucifikset over alterbordet er forgyldt og stammer fra kirkens første tid. Bag krucifikset ses et freskomaleri af et livstræ. Tidligere var livstræet delvist skjult af et alterbillede, der forestillede "Bespisningen i ørkenen" (Johannesevangeliet 6.8) malet af I. Wilhjelm. Altertavlen blev beskadiget af skudhuller under krigen og hænger  nu efter at være blevet restaureret på sidepulpituret.

Billedhuggeren Georg Christian Freund har skænket relieffet, der sidder bag døbefonten, mens et glasmaleri af Anton Dorph befinder sig bag opgangen til prædikestolen. 

Bag døbefonten hænger et stort billede af Sct. Andreas. Det er malet af Henrik Olrik som en skitse til et af  apostelbillederne i Frederikskirkens (Marmorkirkens) kuppel. De øvrige skitser af apostlene hænger idag i Apostelkirken på Vesterbro. Kunstnerens enke har skænket kirken det. Den rigt udskårne prædikestol er skænket af snedkermestrene Plum.  

I etagen over Skriftestolene er der en stor sal, dækket af en tøndehvælving af træ, dekoreret med livlige farver. Bag kirkens kor, imod Bartholinsgade, er et ligkapel med ligrum.

Som gaver har Kirken endvidere modtaget: Alterets montering af konsul Krebs. Den med skønne ornamenter prydede hoveddør af Hans A. Holm. Harmoniet af fabrikant Steenstrup. Senere er skænket 4 prægtige lysekroner, den ene af grosserer Trock, den anden af fru Nina Beck-Krause og de sidste to af menigheden. Endvidere to kandelabre ved opgangen til koret. Enkefru Julius Holmblad  skænkede alterbilledet, malet af Wilhjelm. Det forestiller bespisningen i ørkenen – med Andreas, der fører den lille dreng til Jesus.

          

Orglet blevet bygget af orgelbygger Starup og havde 31 stemmer, fordelt på 2 manualer og pedal. Orglet var, hvad der ikke var en selvfølge på den tid, forsynet med elektrisk blæser, og orglet var i øvrigt en gave, doneret til kirken af enkefru Julius Holmblad. Dette orgel stod til 1956, hvor det måtte vige for det nuværende, der blev placeret på samme sted som det oprindelige.

Visse dele af træværket, herunder den opgående sol, som danner afslutning på en øverste del af orglet, blev dog genanvendt, da orgelbyggerfirmaet Th. Frobenius & Co. byggede det nye orgel, der er på 40 stemmer og som er et af Frobenius’ bedste barokorgler. Orglets klangskønhed medfører, at det aldrig er trættende at høre på, og den noget mørke, varme klang er fri for den skrigende karakter, som desværre ikke sjældent findes hos nyere orgler.

Orglet rummer 4 værker og har 40 stemmer. Hovedværket med 11 stemmer er placeret midt i facaden. På hver side er det omgivet af pedaltårnene, i hvilke pedalværkets 11 stemmer har plads, mens overværket med 10 stemmer er placeret øverst i orglet, ovenover hovedværket. Overværket var oprindelig planlagt at skulle have været placeret som et rygpositiv, men dette blev opgivet af arkitektoniske årsager. Brystværket rummer 7 stemmer.
Orglets disposition.  Fordelingen af stemmerne på de forskellige værker betegnes som orglets disposition, og denne er som følger:  

Orglet har mekanisk traktur, elektromekanisk registratur med 2 frie kombinationer og generalcrescendo og har følgende koblinger: OV/HV, BV/HV, HV/P og OV/P.

   

En samling landsbykirkeorgler

Badskær Kirkes orgel 1936–1988. Det vides ikke, hvilken kirke, der var første ejer. Orglet er bygget i 1890 af orgelbygger Frederik Nielsen, Aarhus. Orglet er således orgelsamlingens ældste orgel. Frederik Nielsen overtog J. A. Demants firma i 1878. Frederik Nielsen var en solid håndværker. Han havde svendebrev som snedker og som pianofortefabrikant. Da han døde i 1903 overtog hans søn, Emil Nielsen, orgelbyggeriet.

Krummerup Kirkes orgel 1899-1990. Orglet bærer navnet Joh. P. Andresen & Co., Ringkjøbing. Orgelbyggersvenden C. Schuster har sat sin signatur inde i orglet. Schuster var dansk født, men fik efter endt svendetid eget orgelværksted i Sverige. Fra 1896 gik han 5 år på valsen. En mandtalsliste fra folketællingen 1898 afslører, at han med hustru og 6 børn flyttede fra Flensborg og bosatte sig i Ringkøbing i januar 1898. Man må formode, at han ledede den nyoprettede kirkeorgelafdeling på harmoniumsfabrikken. Andresens kirkeorgelafdeling fungerede i årene 1897-1908. Efterspørgslen på såvel orgler som de populære harmonier blev hurtigt for stor til de fysiske rammer i fabrikken i Ringkøbing. Med udgangen af 1908 forærede Andresen kirkeorgelafdelingen til nevøen Marinus Sørensen, der videreførte den under navnet Horsens Orgelbyggeri. I 1924 blev fabrikken jysk filial for orgelbyggeriet Th. Frobenius, København. Orglet blev opstillet i Sct. Andreas Kirke som orgelsamlingens første orgel i 1998.

Øland Kirkes orgel 1906–1988. Orglet er samlingens eneste pneumatiske orgel. Orglet bærer navnet A. C. Zachariassen, Orgelfabriken, Aarhus. Ved nedtagningen af orglet fandt man 2 adressemærkater, hvoraf den ene fortsat sidder skjult i en samling. Det fremgik af teksten på mærkaterne, at orglet er bygget af Orgelbyggeriet i Aarhus ved Emil Nielsen. Med håndskrift var tilføjet "Halvrimmen", der er nærmeste jernbanestation i forhold til Øland, der ligger på Limfjordens nordlige bred. Emil Nielsen arvede virksomheden efter sin far, Frederik Nielsen, i 1903. Emil Nielsen gik konkurs i 1906 og en del af inventaret blev overtaget af orgelbygger A. C. Zachariassen – formentlig også dette orgel, der blev ombanderoleret og fik betegnelsen ”opus I”.

Børglum Kirkes orgel  1945-1997. Stod i Bangsbostrand Kirke i Frederikshavn 1903-1945. Orglet er importeret fikst og færdigt fra "Den Keiserlige Hof-orgelfabrik" Gebrüder Rieger i Østrig og opstillet af  Joh. P. Andresen  under dennes navn. Orglet har et specielt pibebesparende system og dobbeltlabierede piber.

Kororglet 
Kororglet er bygget i 1943 af orgelbygger Wilhelm Hemmersam som hans opus I. Orglet har 4 stemmer på 1 manual. Der er intet pedal. Orglet har i 1940erne stået kortvarigt i Jægersborg Kirke og Bagsværd Kirke og i 1960erne i Hyltebjerg Kirke. Fra o. 1971 har det været i privat eje. Deraf betegnelsen ”Dr. Felters orgel”. Orglet blev erhvervet til kirken i  2003. På side 2 ses orglet som det tog sig ud i præsteværelse i 2004.

Af bygningsværker, som MB var arkitekt på, kan bl.a. nævnes følgende: Provinsarkivet, nu Landsarkivet for Fyn, Odense (1892-1893); ombygning Højbro Plads 5, Kbh. (1896-1897); Sct. Andreas Kirke (1898-1901); Det Danske Selskabs Skole, Forchhammersvej 18, Frederiksberg (1899-1900); kapellet, Ny Skt. Nicolai, Køgegård., Køge (1900); tilbygning til Rigsdagsbygningen, nu Østre Landsret, Fredericiagade, Kbh. (1902-1903).

MB stod for udvidelse samt ombygning af Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Kbh. (1918-1926); Institut For teoretisk Fysik, nu Niels Bohr Inst., Blegdamsvej 15, Kbh. (1920, senere udv.); Studiegården, Tagensvej 15, Kbh. (1921-1923); Den kgl. Mønt, Amager Boulev. 115, Kbh. (1922-1923).

Af restaureringer stod MB bl.a. for Konsistoriets Hus, Kbh. Univ.gård (1904); Vor Frue Kirke, Kbh. (1904); Skt. Nicolai Kirke, Kbh. (1905); Borchs Kollegium Kbh. (1912-1913).

Af projekter kan nævnes Statens Museum for Kunst (1885 og 1886); Christiansborg (1887 og 1888); Landsarkivet, Kbh. (1890); Glyptoteket (1891); Sct. Andreas Kirke, Kbh. (1897); talescene, Det kgl. Teater (1910-1911); Aarhus Univ. (1926).

Desuden har MB foretaget opmålinger, tegnet møbler, mindetavler og gravminder.

Anders Bundgaard (1864-1937), billedhugger. Uddannet 1884-85 på teknisk skole; 1885-87 på Kunstakademiet, bl.a. under Th. Stein. AB udførte den udvendige skulpturelle udsmykning af Københavns Rådhus og Christiansborg Slot (portrætmaskerne, kongeportalen og folketingsportalen).

Bedst kendt er AB for Gefionspringvandet (1908, Langelinie, Kbh.), hvor han naturalistisk har fastholdt et motiv fra nordisk mytologi. Cimbrertyren (1937, Aalborg) er et andet større arbejde. Kunstmuseet ejer "Skat i gemme" (1905) og en række mindre skitser. AB foretog adskillige rejser til udlandet, til Paris første gang 1889, og til Italien, hvorfra han i 1899-1900 besøgte Egypten og Grækenland.

 Georg Christian Freund (1821-1900), billedhugger. Uddannet på Kunstakademiet 1836-45. Opholdt sig i Rom  1854-65. Titulær professor 1892. Georg Freund
 uddannedes og arbejdede i traditionen   fra Thorvaldsen og Bissen, og han var medarbejder på sin farbror, H. E.  Freunds Ragnarokfrise til Christiansborg. Hans 
  selvstændige arbejde har anekdotisk karakter, f.eks. "En lille pige, som plukker
  blomster" (1854, Kunstmuseet).

 REFERENCER
 Jul. Steen og T. Høyer: St. Andreas Kirke. J. Frimodts Forlag 1926
 Anne-Mette Gravgaard: Storbyens virkeliggjorte længsler. Kirkerne i København og på Frederiksberg 1860 – 1940
 Ebbe Kløvedal Reich: Drag ind ad disse porte. 14 beretninger om kirkerne i den indre by
 Arkitekten - Tidsskrift for arkitektur og dekorativ kunst. Månedshæfte udgivet af Akademiet
 Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Dansk Kunst, 2, Biografier – Om 750 danske billedkunstnere, malere,        billedhuggere, grafikere og tegnere. Gyldendal, 1995  

Abstract
Sct. Andreas Church in Gothersgade, Copenhagen, was built in 1901. The inhabitants of the quarter were poor, and sickness rate as well as infant mortality was high. In the small streets were up to 5 slums behind each main building.

The committee behind the building had no money for their project, so one might as well aim high. In the public debate there were strong critics of the building. One found it morally reprehensible to build such an expensive church in such a poor quarter. The money should be used for remedying destitution. However, as a reaction against the opposition to the building, private funds were rolling in for the project.

The church buildings were drawn by architect Martin Borch. The church appeared in monastic stones with a conventual character, with an outside marked by several beautiful details. A small pave stoned churchyard is found between the church building, the chapel and the parish hall. The church has beautiful cross-vaultings. The parish hall contains two high-ceiled confession rooms on the ground floor and an assembly hall on the first floor. As well as the chapel and the parish hall the church is ornamented with fresco painting of textiles, borders and stylized flowers. Wooden ceilings and girders are decorated with carvings and painting. The style is called "skønvirkestil" - a Danish counterpart to Jugend style or art noveau - inspired by life in the country.

On page 4, the brochure shows a register of ecclesiastical actions on a regular Sunday a few years before the church was built, but after the parish became independent, separated from the parish of Sct. Johannes: Confessions, High Mass, Communion, the christening of 29 children, the funeral of 6 children in the chapel, 12 weddings, confessions and evening service with Communion. At the same day were burials on various cemeteries officiated. Also Saturdays had to be used for multiple weddings and mass funerals.

The description of the architecture of the building parts is accompanied by photos of details in the exterior. Artists and givers are mentioned in connection to the description of the furniture.

The church's baroque organ is built by Danish organ builders Th. Frobenius & Co. in 1956. It contains 40 ranks divided on 3 manuals and pedal.

The side gallery's organ collection (consisting of 7 village church organs built between 1890 and 1906) has been negotiated because of collaboration between the vestry and Dr. André Palsgård, who has put the rejected organs to order. The first organ was placed in 1998. The organs are being demonstrated in concerts several times a year.

Fra Illustreret Tidende 10. marts 1901. Kirkens indvielse:

  
Ezio Pillons fotos 2005:  
   

  
    



   
Fotos optaget til brug i pjecen:

         

"Klostergården"
    

Kirkerummet:

Koret:
    
_ _ _

Sideskibet:
    

      




Øster Brønderslev Kirkes / Øster Hjermitslev Kirkes orgel på kortvarigt besøg i sideskibet 2009-2010 (AP)

Festsalen i skønvirkestil:
   

   


Sct. Andreas Kirkes orgel før ombygningen 1956 (Foto: Walther Frobenius).  
   
Orglet

Ornamenter:
     

          
   

Vejrhanen løsnede grebet fra spiret i 2007. Den måtte nedtages ved hjælp af kæmpekran.

Udsnit af en arkitekttegning af kirketårnet. Tegningen er ophængt i søjlesalen. 
Vindfløj med kugle, kongekrone, vejrhane og kors. Udkastet til vejrhanen afviger fra det endelige resultat.


2013. Vejrhanen opstillet til fotografering på en bænk på sidepulpituret. 

    


Vejrhanen er 89 cm høj, bygget af pladejern og forstærket i ryggen med et ekstra plade. 

André Palsgård 2006, sidst 2019

Forside